Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



1. april 2015 15:58 af Jan Christiansen

Talentblog - Højt niveau i årets påskelejr

Glimt fra årets påskelejr.

Kraftcenter Øst og Dansk Sejlunion har igen i år afholdt påskelejr for en række jolleklasser. Talentudvikler Jan Christiansen fortæller mere om lejren i denne blog.

På trods af det efterårsagtige vejr er der blevet sejlet intenst alle dage, og det har været et kendetegn, at sejlerne har været effektive, engagerede og meget samarbejdsvillige og hjælpsomme over for hinanden.

Påskelejren er et tilbud, vi mener, vi skal have. Langt hovedparten af sejlerne i de store jolleklasser, eksempelvis Europe, 29er og Laser, tager af sted sydpå i påsken for at få effektiv træning og konkurrence under varmere himmelstrøg. Men ikke alle vil eller kan – og derfor arrangerer Dansk Sejlunion hvert år en fire dages påskelejr på de skolefri dage og weekenden op til påske.

Deltagerantallet er ikke så højt med omkring 35 aktive sejlere og fire trænere. Men det  er ikke afgørende. Afgørende er, at der skal være mulighed for at få effektiv og god træning i Danmark på dette tidspunkt af året. Og det er endda muligt at holde påskeferie med familien bagefter…

Og faktum er, at med 35 deltagere og fire trænere med et højt sportsligt niveau, så er der rig mulighed for at lære nyt.

Sejltræning – og alt det andet
Påskelejren handler primært om sejltræning. Men vi når også rigtig meget andet. Dagene starter med fælles warm-up og enten let fysisk træning eller en løbetur.

Inden morgenmad gennemfører vi den komplette mentale opvarmning til dagen, også en 12 minutters mindfulness. Og mindfulness afslutter også dagen i form af en 30 minutters bodyscan, så puls og det mentale stade kommer helt i ro igen.

SUP som ny aktivitet
Effektiviteten i sejltræningen opstår med blandingen af dygtige trænere og masser af tid til planlægning af træning, evaluering af træning og videoanalyse.

Fokus i træningen tilpasses den enkelte – også selvom spændvidden imellem bedste og svageste båd kan være stor.

Stand Up Paddeling – eller SUP – var årets nye faste aktivitet. Dansk Sejlunion har investeret i en trailer med blandt andet seks SUP-boards i classic shape. Det blev til aftenture, og det blev til down-wind race på trods af kun to graders varme.

Engagement og samarbejdsvilje
Engagementet på årets påskelejr var virkelig højt, og samarbejdsvilligheden var stor. Vejret drillede med den ret hårde vind og kulde de sidste to dage af lejren – og det kræver samarbejde at få tingene til at glide effektivt.

Interessen fra alle for at denne lejr skulle blive både effektiv og sjov var virkelig til stede. Det er jeg ret imponeret over, når alle samtidig virkelig kommer for at blive gode kapsejlere og konkurrencemennesker.

Tak for det til alle som deltog – både sejlere og trænere.