Dansk Sejlunion



15. november 2010 14:23 af Hans Natorp

Det var for tæt på...

En træningstur i Elliot 6M matchraceren, der udvikler sig til en livstruende situation for besætningen, er en voldsom øjenåbner for os alle.

Trine, Lærke og Lerke er erfarne sejlere - på alle måder hvad jeg vil betegne som professionelle med deres sport.

Og alligevel starter en spilerkæntring en serie af uheld, der ender med, at en redningshelikopter samler gasterne op efter mere end en times ophold i vandet - den ene gast i livløs tilstand.

Trine, Lærke og Lerke handlede helt efter bogen i situationen, hvor båd og besætning bliver adskilt.

De rette beslutninger

Trine vælger efter en kort forgæves eftersøgning at søge havn og slå alarm.

Lærke og Lerke holder sig tæt sammen i vandet for at spare på varme og kræfter, og ikke mindst gøre det nemmere at blive fundet og reddet.

Godt, at Trine, Lærke og Lerke traf de rigtige beslutninger i situationen - og uendeligt lykkeligt, at alle tre tilsyneladende slipper fra uheldet uden men.

Nu kan vi hver især sidde og efterrationalisere - hvordan sker det lige, at en så erfaren besætning i den grad kommer fra en almindelig træningssituation til en livstruende situation på en enkelt spilermanøvre?

Hvad kan vi lære af det?

Jeg tror ikke, at det har noget med besætningens kunnen og professionalisme at gøre.

Men det kan være et spørgsmål om, at rutinen svækker beredskabet og - ikke mindst - at vi uanset hvilket niveau vi befinder os på, altid vil bevæge os tættere på vores egne grænser, end vi lige går og forestiller os.

Herfra er det nemt at være bagklog - men uanset om der burde have været taget andre og/eller flere forholdsregler - så er det for nemt bare at kigge bagud på situationen.

Lige nu er den vigtigste lære, at vi skal have respekt for den bane, som vores sport dyrkes på!

Godt sømandskab

Det er en grundlærdom for alle sejlere, at vi skal have respekt for havet. - Og vi vil alle svare, at det har vi sandelig også!

Samtidig har vi også en tryghed ved havet, når vi har tilbragt mange, mange timer - år efter år - med gode oplevelser på havet.

Balancen mellem tryghed ved havet og respekt for havet er hårfin - det fik vi meget voldsomt synliggjort i fredags.

Nu er det meget nærliggende, at kræve øget sikkerhed, GPS tracking, ingen alene-træning, VHF, MOB, altid træner på vandet m.m. - men lad os lige stoppe op her.

Det er ikke et spørgsmål om at vælte et helt katalog af sikkerhedsforskrifter ned over vores aktivitet på vandet.

Vi har allerede sikkerhedsforskrifter, og vi har uddannelsen til at begå os på havet.

Opgaven er nu at finde den rette balance mellem tryghed og respekt, når vi færdes på havet.

Og hvor uhyggelig fredagens hændelse end var, så har den allerede nu haft den virkning på langt de fleste af os.

Tilbage står opgaven med at få erfaringerne fra Trine, Lærke og Lerke's kæntringsulykke ind i vores fælles hukommelse på en måde, så vi fremover ikke kommer til at opleve en lignende situation igen. - Og den erfaring vil Sejlunionen og jeg arbejde for at formidle.

Med sejlerhilsen - specielt til Trine, Lærke og Lerke
Hans Natorp
DS Formand