Dansk Sejlunion



3. januar 2012 12:25 af Hans Natorp

2012 Ligger foran os

Sejlunionens formand Hans Natorp ser her i årets første blog frem mod den kommende sæson, der byder på en række skelsættende begivenheder både på vand og til lands.

Jeg håber, at du er kommet godt ind i det nye år!

2012 er netop startet, og det bliver et spændende år, som jeg glæder mig til at opleve sammen med dig og hele Sejler Danmark. Der ligger mange gode opgaver foran os i 2012, som skal være året, hvor "Sejlerfokus" gør en forskel!

Det forgangne år 2011 bød på mange gode tiltag, der giver os et godt udgangspunkt for vores arbejde i den kommende sæson.

2011 blev året, hvor:

  • DS Strategi 2011 blev formuleret
  • DH 2011 blev introduceret
  • Direkte valg til bestyrelsen i Dansk Sejlunion blev indført
  • Arbejdet med at definere fremtidens netværksstruktur i dansk sejlsport blev sat i gang. For hvordan skal klubberne i fremtiden samarbejde på tværs af interesser og geografi?
  • Bredde/Tur services til den enkelte sejler kom i højsædet - Sejlerfokus

Jeg er helt klar over, at effekten af DS Strategi 2011 og Sejlerfokus ikke er så tydelig endnu.

Vi har fået en DS Stander og Tursejler App'en, men det er kun en spæd start på Sejlerfokus.

2011, som var det første år med DS Strategi 2011 og Sejlerfokus, er i høj grad gået med at forberede dette års projekter.

Sejlerfokus skal være helt med fremme i alt, hvad vi foretager os i 2012 og fremover. Når vi om et år ser tilbage på 2012, skal vi kunne sige "Sejlerfokus gør en forskel". Så har vi nået en milepæl!

I år får vi en ny hjemmeside - et nyt Sejlsport.dk. Arbejdet er i fuld gang, og tidsplanen siger lige nu, at vi får en god smagsprøve ved generalforsamlingen til marts, og siden skulle gerne være helt oppe at køre primo maj.

Som der er skrevet i vores DS Strategi 2011, er det kommunikation, der binder det hele sammen.

Jeg forventer mig rigtigt meget af vores nye hjemmeside med integration til sociale medier og af de øgede ressourcer i sekretariatet til at varetage kommunikation.

Den helt store opgave i år ligger i bredde/tur området og breddekapsejlads, som virkelig skal løftes frem på scenen. Ja, jeg sagde Sejlerfokus igen.

OL 2012 kommer til at sætte sit store præg dansk sejlsport i år - OL 2012 er vores afsæt til gode sponsorrelationer og samarbejde med Team Danmark for 2013-16. Vores forberedelser er rigtigt godt på vej og Sejlerlandsholdet leverer resultaterne. Senest med VM-bronzen i 49er til brødrene Emil og Simon Toft ved VM i Perth.

Der venter mange spændende oplevelser og opgaver til os alle i 2012 - lad os tage fat på dem sammen!

Godt nytår til dig!

Med sejlerhilsen

Hans Natorp
DS Formand