Dansk Sejlunion



8. december 2019 05:33 af Flemming Ø. Pedersen

Super finaledag ved VM - dansk sølv og bronze

Fra venstre: VM-sølvvindere Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck (Nacra 17), VM-bronzevindere Ida Marie Baad og Marie Thusgaard (49erFX), midt: FX-træner Jena Mai Hansen (Foto: Sailing Energy)

Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck sikrede sig VM-sølv i Nacra 17 i overbevisende stil. Imponerende 49erFX-bronze til Baad og Thusgaard, som på sidstedagen lukkede kæmpe pointgab op til podiet.

Dansk sejlsport rejser hjem fra VM i New Zealand med to medaljer i bagagen.

Natten til søndag, dansk tid, blev de afsluttende VM-sejladser i 49er, 49erFX og Nacra 17 afviklet i kraftige vindforhold, der udfordrede sejlernes bådhåndtering til det yderste. Således var der stribevis af kæntringer i dagens løb - hvoraf flere fik afgørende betydning for fordelingen af VM-medaljerne.

Forholdene passede danskerne godt på finaledagen - og medvirkede til at sikre dansk sølv i Nacra 17 til Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck samt bronze i 49erFX til Ida Marie Baad og Marie Thusgaard.

Matchrace-duel om guld og sølv
I Nacra 17 lå Cenholt og Lübeck til bronze allerede før finaledagen. En placering, som de både forsvarede og forbedrede med placeringer som 2 og 5 i dagens to indledende fleetsejladser.

Før Medal Race havde tre både, heriblandt danskerne, skabt så meget luft til forfølgerne, at en dansk medalje allerede var i hus. Kun medaljens karat var uafklaret.

Tidligt i Medal Race fejlede den australske båd i topstriden. Resten af sejladsen udviklede sig herefter til en intens matchrace-duel om guld og sølv mellem Cenholt/Lübeck og italienske Bissaro/Frascari. Først i mål af de to ville tage guldet. Alle andre i feltet var reduceret til statister.

Italienerne rundede første topmærke før danskerne og formåede at dække af resten af sejladsen - men det var tæt hele vejen. En overgang på andet opkryds var Cenholt/Lübeck tilmed "optisk" i front, men manglede det sidste i at komme helt forbi italienerne. Danskerne pressede på, men italienerne holdt hovedet koldt - og båden oprejst - og kunne stryge i mål som nye verdensmestre få sekunder før danskerne.

"Det er fedt. Vi var ærgerlige over at blive nummer fire ved VM sidste år (i Aarhus, red.), så det er rart at bliver toer i år. Vi kæmpede hele vejen i Medal Race, så godt vi kunne, men vi må bare sige, at italienerne var lidt bedre i dét her ræs. Vi må så have førstepladsen til gode," sagde en glad Lin Ea Cenholt i minutterne efter afgørelsen.   

Sølvmedaljen er Cenholt og Lübecks ubetinget største resultat til dato. De har vundet EM-bronze i både 2018 og 2019, mens fjerdepladsen ved VM 2018 i Aarhus er det tætteste, de hidtil har været på VM-metal. 

Imponerende slutspurt gav dansk bronze
I 49erFX gik Ida Marie Baad og Marie Thusgaard ind til sidstedagen på en sjetteplads - med hele 23 point op til podiet. Dog kunne danskerne bogstaveligt talt vejre morgenluft i finaledagens blæsende forhold, som altid har været den teknisk stærke danske besætnings favoritvejr.

I dagens to indledende fleetsejladser blev de noteret for placeringer som 7 og 8. Nok til at lukke en stor del af hullet op til de forreste. I Medal Race var Baad og Thusgaard igen med i front, og da samtidig en foranliggende tysk båd kæntrede, var VM-bronze pludselig inden for rækkevidde.

Danskerne gennemførte finalesejladsen i sikker stil. Med en andenplads i mål var bronzemedaljen hjemme.

"Det er ikke til at fatte. Vi er SÅ glade. Med to sejladser plus finalesejladsen var der meget på spil i dag. Hold kæft, hvor var vi nervøse før finalen. Vi havde mulighed for at nå bronze, men også for at blive nummer syv," skriver Ida og Marie i en update - og fortsætter: 

"Det blæste vildt meget, og bølgerne var vilde, så det gjorde stresniveauet ekstra højt. Heldigvis lykkedes vi med at tage det nogenlunde roligt og fik med nød og næppe, og en del dybe indåndinger, kæmpet os helt op på podiet." 

Karrierens anden VM-medalje
Det er Baad og Thusgaards anden VM-medalje - den første var af sølv tilbage i 2014. De er tidligere dobbelte europamestre fra 2013 og 2014, men de seneste år har der været længere mellem deres medaljesucceser. Her i 2019 er de hele tre gange sluttet på den frustrerende fjerdeplads, bl.a. ved to World Cups.


Den anden danske 49erFX'er med Anne-Julie Foght Schütt og Iben Nielsby sluttede stærk af på sidstedagen med placeringer som 4 og 2 i de to fleetsejladser.

Det løftede dem frem på en samlet 11. plads. Stærk afslutning, men desværre én plads fra top-10 og adgangen til Medal Race.

Første halvdel af OL-udtagelser 
I mændenes 49er sluttede Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen på en samlet niendeplads som bedste danske besætning ved VM. Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl sluttede som næstbedste på en 23. plads. 

Således har Warrer og Precht - ud over en opmuntrende VM-placering i top-10 - også sikret sig et vist forspring i den danske OL-udtagelse, hvor dette VM udgør første konkurrence af to. Den næste er VM 2020 midt i februar. 

I Nacra 17 har Cenholt og Lübeck med største sandsynlighed sikret sig den danske OL-billet. Eneste anden danske Nacra - med Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov - sluttede som nummer 32 ved VM. 

Udtagelsen i 49erFX er stadig helt åben. Blot otte point adskiller Baad/Thusgaard fra Schütt/Nielsby. 

Danske VM-placeringer
49erFX (guld)
3. Ida Marie Baad/Marie Thusgaard 
11. Anne-Julie Foght Schütt/Iben Nielsby 

Nacra 17 (guld)
2. Lin Ea Cenholt/Christian Peter Lübeck
Nacra 17 (sølv)
32. Natacha Saouma-Pedersen/Mathias Borreskov

49er (guld)
9. Jonas Warrer/Jakob Precht Jensen
23. Mads Emil Lübeck/Nikolaj Buhl
49er (sølv)
38. Daniel Nyborg/Sebastian Wright Olsen 
45. Michael Hansen/Mathias Sletten