Dansk Sejlunion



12. december 2019 11:10 af Flemming Ø. Pedersen

Hjælp klubben - lav en indsamling

Med indsamlinger via BetterNow kan sejlklubber samle penge ind til bl.a. ungdomsarbejde, klubhusbyggeri eller køb af klubbåde. Støttebeløb giver skattefradrag. En oplagt mulighed for at sikre klubarbejdet en ekstra "julegave".


Sletten Bådeklub har indsamlet 50.000 til ungdomssejlerne. Sønderborg Yacht Club hentede 35.000 kr. til renovering af klubhus, og KDY indsamlede 68.000 kr. til et J/70-kølbådsprojekt.

Det er tre eksempler på indsamlinger oprettet via BetterNow.

Mange andre sejlklub-projekter har også hentet støtte via BetterNow - og på den måde muliggjort aktiviteter eller køb af udstyr til gavn og glæde for klubbernes medlemmer.

For alle, der støtter en indsamling via BetterNow, er der både glæden ved at give - og, som en sidegevinst, et skattefradrag for beløb på op til 16.300 kr. (2019).    

Hvad er BetterNow?
BetterNow er en platform, hvor velgørende organisationer kan etablere indsamlinger. Dansk Sejlunion har status af "velgørende organisation", derfor har sejlklubber mulighed for at oprette BetterNow-indsamlinger til egne formål under Dansk Sejlunions paraply.

For at opretholde status som velgørende organisation kræves et vist antal donationer (af minimum 200 kr.) via de oprettede indsamlinger. Derfor er det vigtigt, at flest mulige, der har lyst til at støtte et projekt i den lokale sejlklub, vælger at donere et beløb inden udgangen af 2019.

På den måde kan Dansk Sejlunion bevare sin velgørenheds-status - og dermed fortsat stå som paraplyorganisation for lokale indsamlinger (klubber kan ikke på egen hånd oprette indsamlinger, hvor bidrag giver skattefradrag).

Her er links til klubber og deres aktuelle indsamlinger:

Sletten Bådeklub

Egå Sejlklub

Kaløvig Bådelaug

Sønderborg Yacht Club

Kolding Sejlklub

Snekkersten Skotterup Sejlklub

Solbjerg Søsport

Skælskør Amatør-Sejlklub

Sejlklubben Lynæs

Hellerup Sejlklub

Køge Sejlklub 

Norsminde Sejlklub

Kongelig Dansk Yachtklub 

Danmarks Museum for Lystsejlads 

Yachtklubben Furesøen 

For mere information om indsamlingsprojekter via BetterNow - kontakt Dansk Sejlunions økonomichef, Henrik Blakskjær, hbl@sejlsport.dk.