Dansk Sejlunion



8. november 2019 09:50 af Flemming Ø. Pedersen

World Sailings årsmøde - med op- og nedture

Formandsblog fra Line Markert - om World Sailings årsmøde, hvor Anne-Marie Rindoms kåring til World Sailor of the Year var et højdepunkt, mens nedstemningen af forslaget til reform af World Sailing var det modsatte.


Kære alle 

Oven på World Sailings årsmøde sidder jeg tilbage med oplevelsen af et Sisyfos-projekt.

Gennem mere end to år har World Sailings bestyrelse med præsident Kim Andersen i spidsen udført et grundigt forarbejde for at få vedtaget en ny og stærkt påkrævet governance-struktur. Forud for årsmødet lå et godt og gennemarbejdet forslag klar på bordet.

Alt tydede på, at de nødvendige 75 procents opbakning ville være til stede på generalforsamlingen. Men.. Da det endelig gjaldt, svigtede opbakningen. Nok var der et klart flertal på 64 procent, der støttede forslaget – men ikke de påkrævede 75 procent, der skulle til på grund af forslagets indbyggede vedtægtsændringer. 

SÅ tæt på mål. Og så alligevel slået tilbage til start…

Ws Mode01

Tung organisation
Skuffelsen var selvsagt stor i World Sailings bestyrelse – og i vores egen kreds omkring Kim Andersen, hvor vi har været aktive støtter bag forslaget. Da vi fra dansk side bragte Kim Andersen i spil til formandsposten, var det netop for at få gennemført en reform af organisationens struktur og beslutningsprocesser.

World Sailing er en tung organisation. Beslutningsvejene er kringlede – og ethvert forslag om forandring eller fornyelse har en lang, tornebestrøet vej foran sig, før det eventuelt kan blive til virkelighed.

Det sker igen og igen, at beslutninger forsøges omgjort ved at bringe de samme sager op for andre instanser eller på senere tidspunkter. Som fx ved valget af OL-klasser. Organisationen har hårdt brug for mere smidige og tidssvarende beslutningsprocesser. Det er langt de fleste enige om. Så meget desto mere beklageligt, at reformforslaget manglede de sidste procenters opbakning.     

Modstanden kan der være mange årsager til. For nogle handler det om modvilje mod at give bestyrelsen øget (og i vores øjne nødvendig) beslutningskraft. Der har også været indvendinger mod, at alle møder som udgangspunkt skal være lukkede. I dag er møderne åbne for tilhørere – men det betyder blot, at mange aftaler reelt bliver indgået i lukkede, uformelle korrridorsammenkomster. Om det også har haft betydning, at en del enkeltpersoner ville have udsigt til at miste deres tillidsposter, kan man gøre sig sine tanker om.

Endelig kan det have spillet ind, at bestyrelsen og organisationen i øjeblikket har nogle meget hårde kritikere på grund af den seneste fornyelse af OL-programmet, der blandt andet har fjernet Finnjollen fra OL.

Ws Mode02

Kontrol frem for tillid
Skal man koge det hele sammen, tegner der sig et billede, hvor medlemsorganisationer, som er imod, foretrækker kontrol frem for tillid. I det hele taget er tilliden fra medlemsorganisationerne til World Sailing som organisation ikke overvældende. 

Det positive er, at bestyrelsen ikke har opgivet. Planen er at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling til afholdelse senest i maj 2020. Inden da vil man bede om feedback og konkrete forslag til ændringer af det fremsatte reformforslag - forhåbentlig med henblik på at kunne vedtage reformen, uden den bliver helt udvandet.  

Der vil være behov for dialog med modstanderne i den kommende tid, og her er World Sailings bestyrelse udfordret af, at afstemningen på generalforsamlingen, efter bestyrelsens ønske, foregik anonymt - om end man nok har en fornemmelse af, hvor en del af nej-stemmerne kommer fra.  

Ny surfklasse tegner lovende
Heldigvis var der andre og mere opløftende beslutninger på årsmødet. Mange vigtige beslutninger blev truffet - særligt med henblik på OL i 2024, men også for World Cup'en og for Ungdoms-VM og -OL.

iFoil blev med overvældende majoritet stemt igennem som nyt windsurfingudstyr ved OL. Beslutningen skete på baggrund af et grundigt testforløb, hvor sejlere og eksperter nåede frem til en entydig anbefaling af iFoil som afløser for RS:X fra og med OL 2024.

Trods fuld opbakning til iFoil i World Sailings komitéer og i Council formåede to lande, Kina og Israel, at skabe usikkerhed til det sidste ved også at bede generalforsamlingen tage stilling til, om man nu var enig med de mange eksperter!… Det var et stort flertal på generalforsamlingen heldigvis.

Jeg glæder mig over, at de første reaktioner fra det danske windsurfmiljø har været virkelig positive over udsigten til, at windsurfing ved OL kommer på omgangshøjde med trends og udvikling inden for sporten. Nu får vi en chance for at opbygge danske windsurfmiljøer, der favner bredde, talentudvikling og elite inden rammerne af en olympisk surfklasse. Den mulighed skal vi gribe!   

Ws Mode03

Bæredygtighed på dagsordenen
Ved siden af de mange komitémøder (mere end 40) skete der meget andet på årsmødet. Vi deltog i en række fora og debatmøder, der løb side om side med møderne i de specialiserede komiteer.

Et, som særligt fangede mig, var Sustainability Forum. Særligt Storbritannien er langt fremme og har mange konkrete eksempler og materialer til inspiration - som de deler frit. Se det HER  

Tilsvarende har World Sailings trust en indsats, som bl.a. omfatter “Ocean Heroes”  

Bæredygtighed fylder mere og mere på sejlsportens globale dagsorden - og det skal vi også i Danmark støtte op om. Vi har taget hul på det i vores DS Pejlemærker 2022, hvor udstikker et erklæret mål om at være "en ansvarlig og grøn sport på det blå hav". Næste skridt bliver at udforme konkrete handlinger - det bliver en opgave, som vi i Dansk Sejlunions bestyrelse vil fokusere på i den kommende tid. 

21Worldsailor291019

Rindom strålede
Set isoleret med danske øjne vil vi huske årsmødet for kåringen af Anne-Marie Rindom som årets kvindelige ROLEX World Sailor of the Year 2019. Det var første gang, en dansk sejler løb med titlen, der er blevet uddelt siden 1994.

Selv om Anne-Marie i år har leveret helt enestående resultater med bl.a. guld ved både VM og EM i Laser Radial, så er kåringer altid behæftet med spænding og usikkerhed.

Vi var nervøse - og så meget desto mere glade og lettede, da Anne-Maries navn kom op af vinderkuverten til stor jubel i salen. Det var et populært valg. Anne-Marie er et etableret topnavn, og med sin positive attitude og sit vindende væsen er hun højt værdsat rundt om i sejlerverdenen - foruden at være en formidabel sejler, naturligvis.

Tillykke Anne-Marie med endnu et superresultat i 2019 - og endnu en flot præsentation af dansk sejlsport på den største scene.