Dansk Sejlunion



1. november 2019 15:54 af Flemming Ø. Pedersen

Klar til Klubkonference - se det fulde program

Dansk Sejlunions Klubkonference i Vingsted (15.-16. nov.) dækker sejlsporten bredt. I år med særligt fokus på "eventyret" i sejlklubben. Også DH-sejlads er blandt de udvalgte temaer.

Cirka 240 deltagere er klar til Dansk Sejlunions Klubkonference i Vingsted 2019. Konferencen begynder fredag den 15. november fra kl. 17.00 og kører det næste døgn indtil lørdag den 16. november kl. 16.00. 

Se det fulde program på klubkonferencen.dk

Det overordnede tema for årets Klubkonference er "eventyr, udvikling og fællesskab". Ikke mindst med fokus på at udveksle tanker, ideer og erfaringer, der mobiliserer sejlklubberne til at stå endnu bedre over for børn og unge, der gerne vil lære at sejle - men ikke nødvendigvis sejle om kap.

"DH for alle" på konferencen
Tidligere i år blev der for første gang i mange år afviklet DM for både med DH-mål. Stævnet, der foregik i Juelsminde, var en stor succes - og DM vender tilbage samme sted i 2020.

"Dansk Sejlunion har en ambition om at få endnu flere sejlere og bådejere til at se mulighederne i at sejle kapsejlads via DH. Derfor giver vi i år særskilt plads til DH på Klubkonferencen. Alle, der er nysgerrige over for DH, men ikke kender så meget til det, har mulighed for at komme til Vingsted og lære om DH fra bunden," fortæller Leon Träger, projektleder for Klubkonferencen.

Det er særligt to moduler lørdag formiddag, der specifikt handler om DH. Det første modul introducerer beregning af bådens DH-mål, mens det andet modul handler om kapsejlads med DH.

"Modulerne er et eksperiment, hvor vi tester interessen blandt klubberne for at vide mere om DH. Vi håber, at nogen vil tage godt imod muligheden," siger Leon Träger.