Dansk Sejlunion



3. oktober 2019 09:08 af Flemming Ø. Pedersen

Verdensmester Rindom nomineret som World Sailor of the Year

Rindom med årets to fineste guldmedaljer - fra EM (tv) og VM.

2019 har været et sandt drømmeår for Anne-Marie Rindom. Nu er hun også nomineret som Rolex World Sailor of the Year - og du kan med din stemme hjælpe hende på vej...

 

Fire gange i løbet af 2019 har Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom stået øverst på skammelen ved internationale topstævner - med guld ved VM og EM som de to største triumfer.

Et sandt drømmeår, der nu krones med yderligere en hæder - som nomineret til World Sailings kåring af World Sailor of the Year 2019. 

Helt vildt
"Det er jo helt vildt," fortæller Anne-Marie Rindom i en kommentar til nomineringen.

"Det er jo den fedeste pris. Bare dét at blive nomineret er jeg fuldstændig beæret over. Jeg er SÅ glad, men jeg har haft en god sæson, og det kunne være SÅ fedt lige at toppe med denne her."

190402 Sofia Pm 6176 6612Aaw

Årets første sejr hentede Rindom ved Trofeo Princesa Sofia Cup på Mallorca. Et stævne, hun også vandt i 2018. Foto: Sailing Energy

Rindom er nomineret hos kvinderne sammen med den franske windsurfer Delphine Cousin Questel, PWA-verdensmester i slalom, og spanske Viloleta de Reino, para-verdensmester i Hansa 303. Også hos mændene er der tre kandidater til prisen.

Den 28-årige Horsens-sejler kan se tilbage på et 2019, hvor hun fuldstændig har domineret Laser Radial-klassen og med sportschef Thomas Jakobsens ord "har sejlet i sin egen liga".

Sejrsrække indledt på Mallorca
Hun indledte året med en fjerdeplads ved World Cup Miami, hvor hun sluttede på toppen med at vinde Medal Race. Herefter begyndte sejrsrækken for alvor...

I april vandt hun det altid stærkt besatte Trofeo Princesa Sofia Cup på Mallorca. Få uger senere sejrede hun ved World Cup Genoa - her slog hun til i Medal Race, hvor en andenplads rakte til at indtage den samlede sejr.

I maj tog Rindom til EM i Porto. Netop EM har hun aldrig vundet tidligere - men denne gang skulle det blive anderledes. Allerede fra dag ét lagde hun konkurrenterne bag sig. Og hun fortsatte de følgende dage med en uhørt suverær serie, hvor hun efter otte sejladser kun havde placeringer i top-3!

817Em0519 Neuzapereira

Rindom og træner Piotr Wojekwski i minutterne efter karrierens første EM-triumf. Foto: Neuza Pereira

EM-titlen var aldrig i farezonen. Med en suveræn sejr i næstsidste sejlads var guldet hjemme, og hun kunne nyde momentet, mens konkurrenterne i sidste sejlads kæmpede om de øvrige placeringer.

VM-guld trods modgang
"Jeg er taget til Japan for at sejle VM, og forberedelsen går rigtigt godt," skrev Rindom på Facebook midt i juli, mens hun som én af topfavoritterne gjorde klar til årets vigtigste stævne.

Hun fik en perfekt VM-start med sejr i første sejlads. Så var kursen udstukket mod mere guld.. Nej, ikke helt. I anden sejlads sejlads blev hun ramt af tyvstart, og i tredje knækkede rorpindsforlængeren.

08Rindom

En knækket rorpindsforlænger kunne ikke "knække" Rindoms vej til en suveræn VM-sejr. 

Men slaget var ikke forbi. Med stabile sejladser krabbede hun sig tilbage i topstriden. En 2'er og en 5'er på næstsidste dag var nok til at føre VM før sidstedagen.

På finaledagen gentog mønstret sig fra VM. En 6'er i næstsidste sejlads var nok til at sikre dansk VM-guld allerede før sidste sejlads.

At vinde EM og VM samme år hører til sjældenhederne. At gøre det på en måde, hvor begge titler er i hus før sidste sejlads, er fuldkommen uhørt.

Rindom rundede sæsonen af med en sølvmedalje ved World Cup Enoshima sidst i august.

20Rindom

VM-guldet er hjemme. For anden gang i karrieren - første gang var i 2015

Med en så imponerende sejrsrække er det i sagens natur yderst fortjent, at Anne-Marie Rindom er nomineret til Rolex World Sailor of the Year. Faktisk ville det være en overraskelse, hvis hun ikke blev nomineret.     

Vinderen udråbes den 29. oktober i forbindelse med World Sailings årsmøde på Bermuda.

Ingen danske sejlere har tidligere vundet World Sailor of the Year, der har været uddelt siden 1994.