Dansk Sejlunion



8. juli 2019 11:08 af Flemming Ø. Pedersen

SydkystDanmark – 16 havne i nyt fremstød

Møns Klint.

16 havne i Sydsjælland og på Møn er sammen om et nyt fælles univers på Havneguide.dk. Målet er at vise regionens turistherligheder bedre frem, så flere sejlere får lyst til at sætte kurs mod området.

Møns Klint, Gåsetårnet og BonBon-Land er tre af de mest kendte destinationer på Sydsjælland og Møn. Men hvad med Faxe Kalkbrud, Stevnsfortet og det nyopførte Skovtårnet ved Rønnede? 

Kort sagt er der nok at byde på for sejlere (og alle andre), der lægger vejen eller togtet forbi det sydsjællandske. Det vil områdets havne gerne fortælle mere om…

Derfor er 16 havne på Sydsjælland og Møn nu med i et nyt fremstød, som skal hjælpe sejlere til at få bedre overblik over regionens herligehder. Det sker via et nyt sejlerunivers, kaldet "SydkystDanmark", som du finder på Danmarks største havneportal, Havneguide.dk.

Webadressen er: havneguide.dk/sydkystdanmark

Slaraffenland for lystsejlere
”Sydsjælland og Møn er et slaraffenland for lystsejlere, og vi skal have endnu flere til at få øjnene op for de oplevelser, der venter i vores område. Med den nye guide gør vi det lettere at få et overblik over de seværdigheder og naturoplevelser, som venter i og omkring havnene,” siger Heidi Larsen, netværks- og forretningsudviklingschef i VisitSydsjælland-Møn A/S.

”Lystsejlerne kender Det Sydfynske Øhav som lystsejlerområde, og SydkystDanmark rummer mindst lige så store oplevelser, og nu får vi det fortalt i et univers, der er målrettet lystsejlere. Vi har korte afstande mellem havnene og enestående naturoplevelser som fx UNESCO Verdensarv Stevns Klint, Skovtårnet og Møns Klint,” siger Heidi Larsen. 

Bag Havneguide.dk står Foreningen af Lystbådehavne I Danmark.