Dansk Sejlunion



28. juni 2019 12:22 af Flemming Ø. Pedersen

1000 børn og unge klar til sommersejlads

Sommeraktiviteter i Herslev. Arkivfoto: Anne Hopmann

Sommerferien står for døren. Det betyder masser af tid til at sejle - og det er der heldigvis mange børn og unge, der benytter sig af. Ikke mindst i sejlklubbernes sommeraktiviteter.


T-shirts og drikkedunke i kassevis er sendt ud til de sejlklubber, der arrangerer sommeraktiviteter for børn og unge hen over de kommende uger.

Årets første sommercamp begyndte allerede 28. juni - i Flensborg, såmænd.

Flensborg Yacht Club samarbejder med Sønderborg Yacht Club, Gråsten Sejlforening og Haderslev Sejl Club om en camp, der således får deltagere af både danske og tyske unge.

Stort rykind fra første ferieuge
I sommerferiens første uge (uge 27) er der sommeraktiviteter masser af steder i landet - Middelfart, Faaborg, Thurø, Bork, Skanderborg, Vejle, Kaløvig, Kolding, Herslev, Rørvig, Holbæk og Rungsted (KDY).

Herefter fortsætter aktiviteterne hen over hele sommerferien - blandt andet i Yachtklubben Furesøen, der har sommersejlads hver uge fra 8. juli til 9. august. I alt er rundt regnet 1000 børn og unge tilmeldt sommeraktiviteter i sejlklubberne. Et tal, der holder samme niveau med de seneste år.

Tilmelding til sommeraktiviteter - enkelte steder har stadig plads!

Aktiviteterne skelner mellem "sommersejlads", der foregår i dagtimerne, og "sommercamps", hvor sejlerne er indlogeret i hele perioden.

Dsc00947xxaaw

Klubkonsulent Henrik Tang Kristensen pakker t-shirts og drikkedunke til dette års sommeraktiviteter

Flere unge deltager
Tendensen har de seneste år været, at stadig flere aktiviteter overgår til sommercamps - hvilket alt andet lige betyder endnu flere sejladstimer på vandet. Det betyder også, at flere "unge" - og ikke kun børn - finder vej til aktiviteterne.  

En anden positiv tendens er, at mange af de unge på camps'ene med tiden påtager sig frivillige roller som ledere og medhjælpere - ikke kun i fremtidige camps, men også de løbende klubaktiviteter.

Sommeraktiviteter er derfor både udviklende for unges færdigheder og fællesskaber - og samtidig et godt springbræt ind i de frivillige lederopgaver, hvor klubberne konstant er på udkig efter nye ansigter.

Dansk Sejlunion har et erklæret, strategisk mål om at åbne sejlsporten for flere unge, der interesserer sig for sejlads i bred for stand - også ud over kapsejlads - og i dét perspektiv er sommeraktiviteterne blandt de  vigtige tiltag.