Dansk Sejlunion



13. februar 2019 10:13 af Flemming Ø. Pedersen

To OL-helte i ny Nacra 17-satsning

Foto: Søren Wiegand

Allan Nørregaard og Katja Salskov-Iversen, OL-bronzevindere fra henholdsvis 2012 og 2016, går sammen i et nyt Nacra 17-team. Foreløbigt frem til EM i maj – med mulighed for videre satsning mod OL i Tokyo.


Allan Nørregaard og Katja Salskov-Iversen er to af dansk sejlsports mest succesfulde navne fra de senere år. De har begge vundet medaljer ved både EM, VM og OL. Hidtil dog hver for sig. Om de også kan præstere topresultater i samme båd, vil vise sig i den kommende tid.  

Efter et indledende og vellykket træningsforløb i den olympiske mixklasse Nacra 17, har de besluttet at gå sammen i et team, hvor de i første omgang tester potentialet og samarbejdet frem til og med EM, der sejles midt i maj. Hvis forløbet falder positivt ud, kan næste skridt blive en satsning frem mod OL i Tokyo 2020.

"Katja og Allan er på mange måder et oplagt match. Det er to verdensklassesejlere, der har vist, at de kan præstere, når presset er allerstørst. Og de har samtidig vist lovende takter i deres foreløbige træninger. Derfor er det en konstellation, der i høj grad er værd at teste, og jeg forventer, at de relativt hurtigt vil kunne sejle sig op på et internationalt niveau," siger Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion.

Katja og Allan var i december i Portugal som en første test af samarbejdet. Videoen blev optaget ved den lejlighed - og før, de vidste, om de ville fortsætte videre frem. (Video: Søren Wiegand)

Godt med flere topbåde
I forvejen har Danmark en Nacra 17-landsholdsbesætning i Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck, der i 2018 vandt EM-bronze og blev nummer fire ved VM i Aarhus.

"Vores erfaring viser, at vi vinder næsten alle vores medaljer i de klasser, hvor vi har mindst to topbåde, der kan træne sammen, lære af hinanden og samtidig holde hinanden skarpe. Også derfor er det en fordel, at vi nu har to Nacra-besætninger på sejlerlandshold." siger Thomas Jacobsen og retter en tak til Team Danmark, som med støtte fra Salling Fondene og KIRKBI A/S, gør det muligt at foretage den nye Nacra-satsning.

Katja: Fedt at gå all in igen
For Katja Salskov-Iversen er det et nyt kapitel i karrieren, der nu åbner sig.

"Nacra'en er en fed båd. Den er hurtig og vild, og jeg er rigtig glad for, at jeg nu får mulighed for at prøve kræfter med den sammen med Allan. Han er en utrolig dygtig og erfaren sejler, som jeg kan lære meget af," siger Katja Salskov-Iversen.

"Og så glæder jeg mig bare til at være tilbage på vandet. Det bliver fedt at gå all in igen," fastslår den 24-årige gast og tilføjer, at det fra nu af gælder om at få flest mulige timer i båden frem mod første test – det altid stærkt besatte Trofeo Princesa Sofia Cup på Mallorca, der sejles i begyndelsen af april.  

FAKTA - KATJA OG ALLAN

Katja Salskov-Iversen (24) er ny som Nacra-sejler. Fra 2013 og frem sejlede hun 49erFX sammen med Jena Mai Hansen. De opnåede status som én af verdens bedste i klassen – med bl.a. EM-sølv 2015, EM-guld 2016, OL-bronze 2016 og VM-guld 2017 som de mest markante resultater. De valgte at afslutte samarbejdet efter VM i 2018. Jena er i dag landstræner for den danske 49erFX-gruppe.

Allan Nørregaard (37) har sejlet 49er på topniveau i en lang årrække. Han opnåede et karrierehøjdepunkt i 2012 med tre medaljer - EM-sølv (med Anders Thomsen), VM-bronze og OL-bronze (med Peter Lang). Senere skiftede han til den nye OL-klasse Nacra 17, hvor han har vundet EM-sølv 2015 og VM-sølv 2016 med Anette Viborg. De kvalificerede sig til OL i Rio, hvor de sluttede på en 12. plads.