Dansk Sejlunion



17. juli 2018 15:29 af Flemming Ø. Pedersen

Politiet advarer sejlere - husk meldepligt i Grønland

Bjergspejling ved Nuuk. Foto: Rebecca Gustafsson - Visit Greenland

Både, der sejler til og fra Grønland, skal melde position fire gang i døgnet. Det kan koste store bøder og erstatningskrav at undlade – hvilket en norsk båd fik at mærke for kort tid siden.

Går turen nord på til vores naboer i Grønland, så er det vigtigt, at du som sejler husker at melde din position løbende til de grønlandske myndigheder. Det handler om faren ved at sejle i disse farvande, hvor der kan være meget is, og hvor hjælpen kan være langt væk.

Det er Rigspolitiet, som på vegne af de Grønlands Politi udsender en påmindelse til danske (og nordiske) sejlere om at være bevidste om de skærpede meldebestemmelser, der gælder ved sejlads i grøndlandske farvande.

Operationer uden grund
Baggrunden er ganske alvorlig. I den senere tid har der været flere episoder, hvor lystsejlere ikke har overholdt deres obligatoriske meldepligt. Således var der i juni en episode, hvor en norsk sejlbåd manglende meldinger førte til, at en større Search And Rescue-operation (SAR) blev sat i værk. En helikopter og flere fartøjer blev sat ind i eftersøgningen, da politiet ikke vidste, om den norske båd var i havsnød. Heldigvis var det ikke tilfældet, og SAR-operationen kunne indstilles.

Store bøder og erstatningskrav
Grønlands Politi bruger mange ressourcer på hændelser som denne, der i værste fald betyder, at det kan gå ud over sejlere, som rent faktisk befinder sig i virkelige nødsituationer.

I den konkrete sag fik kaptajnen og ejeren på det norske skib henholdsvis en bøde på 4.000 og 40.000 kroner. Oveni blev ejer præsenteret for et erstatningskrav på lidt over 200.000 kroner for SAR-operationen.

SÅDAN GØR DU
Skibe der sejler til og fra Grønland skal fire gange i døgnet melde deres position. Systemet er obligatorisk og hedder GREENPOS.

Meldingerne, der skal være modtaget ved Arktisk Kommando klokken 00, 06, 12 og 18 UTC, kan indleveres over Aasiaat Radio eller pr. mail direkte til Arktisk Kommando.

Skibe over 20 BT, som sejler langs den grønlandske kyst, skal melde i KYSTKONTROL-systemet. Mindst én gang i døgnet skal afleveres en positionsrapport til Aasiaat Radio.

Aasiaat Radio kan kontaktes på VHF langs hele kysten, på MF i fjordene og på HF i store dele af Grønland afhængig af nordlysets placering.

Se yderligere om Aasiaat Radios frekvenser og kanaler på www.kystradio.gl. Bemærk, at der kan være steder i ly af fjelde og is, hvor dækningen er nedsat.

Se mere om KYSTKONTROL og GREENPOS på retsinformation.dk.  

Det kan være tilrådeligt, at medbringe alternativ kommunikation ved sejlads i Grønland. Iridium er meget brugt, men er ikke et sikkerhedssystem.

Sørg også for, at GPS og AIS er i orden inden afsejling, da redningsmyndighederne bruger information fra disse systemer.