Dansk Sejlunion



3. november 2017 09:53 af Flemming Ø. Pedersen

Kolding Sejlklub - godkendt som sportsklub i Dansk Sejlunion

Aftale om sportsklub-samarbejde underskrevet. Her (fra venstre) Arndt Nørgaard, formand for Kolding Sejlklub, Jan Christiansen, talentudvikler i Dansk Sejlunion, og Christian Frank Andersen, ungdomsformand i Kolding Sejlklub.

Også KDY og Hellerup Sejlklub er nu med i rækken. Dermed er i alt syv klubber godkendte som sportsklubber, der samarbejder med Dansk Sejlunion om lokal talentudvikling.

Kolding Sejlklub er seneste i rækken af nu i alt syv klubber, der træder ind i et samarbejde med Dansk Sejlunion om etablering af sportslige udviklingsmiljøer for unge sejlere i alderen 15-23 år.  

"Kolding Sejlklub skal både være social med plads til hygge og masser af fællesskab, men vi har også ambitioner om at udvikle en sportslig profil med vores talenter og forsøge at imødekomme de unges drømme og ambitioner om medaljer," forklarer Arndt Nørgaard, formand for Kolding Sejlklub, om baggrunden for klubbens ønske om at blive en del af sportsklub-konceptet i Dansk Sejlunion.

Siden foråret har Kolding Sejlklub med jævne mellemrum haft besøg af Dansk Sejlunions talentudvikler, Jan Christiansen, med det formål at fokusere på træning og rammer for klubbens sejlere.  

Alle muligheder åbne
"Jeg glæder mig over Kolding Sejlklubs parathed til at gå ind i samarbejdet - og især klubbens ambitioner om at skabe en god klubramme og et godt læringsmiljø for de unge sejlere," forklarer Jan Christiansen.

"Aftalen gælder i første omgang frem til 2020, hvor vi løbende vil justere vores fælles fokusområder og målsætninger, så klubben bliver mere og mere attraktiv for sejlerne. Personligt glæder jeg mig til at følge både sejlere, trænere og ledere de næste år. Jeg er overbevist om, vi kan sammen kan finde de udviklingspunkter, der gør klubben endnu sjovere at være i, og som også kan tiltrække nye sejlere. Kolding er en stor by i en tæt befolket region - så alle muligheder er åbne," fastslår Jan Christiansen.

Satser på jolleklasser
Med ved underskrivelse af aftalen var formanden for Kolding Kommunes Fritids- og Idrætsudvalg, Tanya Buchreitz Løwenstein (V) foruden elitekoordinator i Kolding Kommune, Bjarne Foged Henriksen. Dertil flere medlemmer af Kolding Sejlklubs bestyrelse, med formand Arndt Nørgaard i spidsen, samt Jan Christiansen, Dansk Sejlunions talentudvikler.

Kolding Sejlklub satser på et stærkt jollemiljø, som er åbent for en række klasser med Laser, Europe og 29er som de centrale. Her vil en stor del af fokus det første år ligge på at gøre klubben attraktiv at være i for de unge og samtidig udvikle klubbens trænerkompetencer til at kunne håndtere alle de klasser, sejlerne befinder sig i.

KDY og Hellerup også med
Foruden Kolding Sejlklub er også de to store sportslige traditionsklubber på Øresund, Hellerup Sejlklub og Kongelig Dansk Yachtklub, blevet inkluderet i sportsklub-konceptet på det seneste.

Dermed tæller samarbejdet nu i alt syv klubber. Ud over de nævnte er det også Yachtklubben Furesøen, Sejlklubben Køge Bugt, Horsens Sejlklub og Middelfart Sejlklub.