Dansk Sejlunion



9. november 2017 19:00 af Henrik Tang

Klubudviklingsprisen 2018 - indstil kandidater frem til d. 31. dec

Vinder af "Klubudviklingsprisen 2017", Bent Niss, (th.) fra Nordjysk Windsurfing Klub.

Med Dansk Sejlunions "Klubudviklingspris" hædrer Dansk Sejlunion hvert år en frivillig leder eller en sejlklub, der har gjort en særlig indsats i sejlsporten.

Hvem har i det forløbne år gjort en ekstraordinær indsats for at skabe aktiviteter med fokus på at få flere sejlere på vandet i flere timer?

Hvis du kender en kandidat, der fortjener anerkendelse for at have fået flere mennesker på vandet i flere timer gennem det forløbne år, så har du her muligheden for at indstille vedkommende til Dansk Sejlunions Klubudviklingspris 2018. Kandidater til prisen kan være en person, en gruppe af personer eller en klub.

Ud fra bruttolisten over indstillede kandidater bliver der nomineret op til otte topkandidater. Hele Sejlerdanmark får mulighed for at give sin stemme på de nominerede. I sidste ende udvælger priskomiteen bestående af Dansk Sejlunions generalsekretær, Mads Kolte-Olsen; Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen og bestyrelsesmedlem i Dansk Sejlunion, Christian Hangel, hvem der vinder ”Klubudviklingsprisen 2018”.

”Klubudviklingsprisen 2018” bliver overrakt ved Dansk Sejlunions generalforsamling i foråret.

Indstil din favoritkandidat

Deadline for indstilling af kandidater til Dansk Sejlunions "Klubudviklingspris 2018" er d. 31. december 2017.

Se mere om prisen ved at klikke på banner herunder, hvor du også har mulighed for at indstille kandidater.