Dansk Sejlunion



5. oktober 2017 11:45 af Flemming Ø. Pedersen

Sådan har nordjysk surfklub skabt vækstraket

Bent Niss - ved en torsdags-træning i Nordjydsk Windsurfing Klub.

På blot tre år er medlemstallet fordoblet, og omsætningen er firedoblet i samme periode. Velkommen til Nordjydsk Windsurfing Klub - og historien om vækst gennem højere priser og mindre hygge!

Bor du i det nordjyske og gerne vil lære at windsurfe, så er Nordjydsk Windsurfing Klub et godt bud. Du vil med sikkerhed blive taget hjerteligt imod. Blot skal du vide, at der går lidt tid, før du kommer i gang - lige nu står mere end 30 på venteliste...   

Sådan er surferlivet i det røde træhus i Nørresundby, hvor Nordjydsk Windsurfing Klub (NWK) holder til. Klubbens væksthistorie over de seneste få år er mere end opsigtsvækkende - og den afgørende motivation bag, at klubbens næstformand og centrale klubudvikler Bent Ulrik Niss tidligere i år blev hædret med Dansk Sejlunions Klubudviklingspris på 25.000 kr.

101Nwk280917

Torsdags-holdet af surfere og SUP'er med vandrepokalen for modtagelse af Klubudviklingsprisen 2017. 

Lavpunkt for tre år siden
Så sent som i 2014 nåede NWK et bundniveau på 83 registrerede medlemmer. Vel at mærke "registrerede", men ikke nødvendigvis aktive medlemmer. Ja, der blev surfet, men det var mest noget for de mest hårdkogte entusiaster, og der var oftest god plads i klubhuset.

Det var på dét tidspunkt, at Bent Niss og den øvrige klubledelse besluttede at 'genstarte' klubben.

"Det store spørgsmål var, om vi skulle være en hyggeklub eller en udviklingsklub," fortæller Bent Niss.

"Vi havde mange diskussioner, inden vi fandt frem til, at vi skulle fokusere mere skarpt på glæden ved windsurfing og vandsport. Grillaftener er hyggeligt, og det skal vi også have plads til, men det er ikke derfor, vi driver klubben," uddyber han.

023Nwk280917

Bent giver dessiner før dagens træning. Til venstre henholdsvis yngste og ældste på holdet, Frederik på 13 og Bente på 55.

Inspiration udefra
"Man skal have lyst til at arbejde med klubudvikling, og det var vi nogle stykker, der havde," fortæller han videre om den følgende tid, hvor NWK begyndte at søge inspiration udefra.

Mød Bent Niss på KLUBspot i Vedbæk 9. november - hvor han fortæller om udviklingen i NWK

Blandt andet ved at søge rådgivning hos Dansk Sejlunion, deltage i Klubkonferencen og ikke mindst hente inspiration hos andre klubber - Bent Niss fremhæver især Nivå Bådelaug som en klub, der har givet vigtige input.

Opgør med kontingentstruktur
I 2015 var NWK's kontingent på 800 kr. årligt - med indbyggede familierabatter. Oveni kunne man for 400 kr. årligt låne udstyr og surfe alt det, man orkede. Begge dele blev ændret markant.

Bent Niss fandt ud af, at med familierabatterne indregnet var det reelle kontingent ikke 800 kr., men blot 594 kr. pr. medlem. Og de 400 kr. for ubegrænset adgang til låneudstyr var ganske enkelt ALT for lidt - med det resultat, at udstyret blev nedslidt og med for få penge til at købe nyt.

I klubbens nye model blev kontingentet sat ned fra 800 kr. til 650 kr. årligt - men i virkeligheden sat op, fordi familierabatterne samtidig blev afskaffet. Alle skulle nu betale 650 kr. Det fik i første omgang en del ikke-aktive til at sige farvel til klubben, og medlemstallet faldt yderligere i en overgangsfase.

Til gengæld var klubben nu igen et sted for aktive surfere. Man var tilbage ved udgangspunktet. Tilbage ved rødderne.

Diagram3

Kontingentstrukturen i NWK. Medlemskabet på 650 kr. er obligatorisk fra dag ét i klubben, og der er ingen familierabatter. Derudover betaler man for hhv. skolehold (inkl. udstyr i undervisningstiden) og ekstra leje, hvis man ønsker at låne udstyr uden for holdtræningen.

Klar til at betale for kvalitet
I den nye model koster det 800 kr. at gå på et skolehold. Du kan låne udstyr i undervisningstiden. Og vil du selvtræne ved siden af, betaler du yderligere 800 kr. for leje af udstyr. En stigning i udstyrsudgift fra 400 til 1600 kr. for samme udstyrsadgang.

"Ja, vi satte faktisk prisen markant op. Og vi kan konstatere, at det ikke skræmmer nogen. Folk vil gerne betale, hvis de får kvalitet for pengene. Og det får de hos os, fordi vi investerer alle lejeindtægter i nyt udstyr," forklarer Bent Niss.

033Nwk280917

Klar til holdtræning en torsdag i september.

"Ligesom vi også hele tiden investerer i at uddanne dygtige instruktører," fortsætter han. "Vores elever kommer jo ikke bare for at have det sjovt. De kommer for at lære noget. Derfor er det helt afgørende, at de instruktører, der hver uge står ansigt til ansigt med eleverne, er i stand til at formidle læring af høj kvalitet. De menneskelige ressourcer er noget af det vigtigste, vi har i klubben," fastslår Bent Niss.

Pointen om sammenhæng mellem kvalitet og betalingsvillighed påpegede ph.d. Søren Østergaard, Center for Ungdomsstudier, i sit oplæg på Dansk Sejlunions Klubkonference i 2015 - og lige præcis dét budskab tog Bent Niss med hjem til NWK, hvor det siden har vist sig at holde stik i praksis.  

063Nwk280917

Foruden at være næstformand i NWK er Bent instruktør på torsdags-holdet. Klubben har i alt omkring 15 instruktører.

Og SÅ kom medlemsvæksten
Efter flere års medlemstab fik NWK igen fremgang i 2015. Det tog fart i 2016 - og det helt store medlems-rykind er kommet her i 2017, hvor klubben nu har passeret 160 aktive medlemmer. En fordobling på blot tre år!

Ikke alle er surfere. Stand Up Paddle er kommet til som ny aktivitet - og adskillige medlemmer dyrker begge dele og betaler dermed dobbelt op på leje af udstyr.

I 2017 runder NWK en omsætning på over 200.000 kr. - svarende til en firedobling på kun tre år! Alt sammen et bevis på, at priserne ikke skræmmer, når bare kvaliteten er i orden.

Sidste år indviede NWK et nyt, selvbygget hus på 100 kvm. til opbevaring af udstyr. Og huset er faktisk allerede for småt - derfor har klubben købt yderligere to containere af god kvalitet. Begge betalt kontant! I dag er klubøkonomien solid - og kan bære også de tunge investeringer.

Medlemudvikling 2012 2017

Fra 2014 til 2017 er medlemstallet i NWK fordoblet!

071Nwk280917

Stand Up Paddle er den nye aktivitet i NWK. Modsat surf er der stadig ledige pladser på SUP-holdene.

Fuld booket og lang venteliste
Der er ledige pladser på klubbens SUP-hold, hvorimod windsurfing er fuldt booket på de fire skolehold, mandag til torsdag. Yderligere mere end 30 står på venteliste for at komme i gang. Skoleholdet tæller vidt forskellige deltagere. Den torsdag aften i september, hvor Dansk Sejlunion besøger klubben, er der surfere i alderen mellem 13 og 55 på skoleholdet. Den ældste er Bente, der to gange om ugen kører de tre kvarter fra Hirtshals til Nørresundby - hun SUP'er den ene dag og surfer den næste...  

Bent Niss kniber sig lidt i armen, når han ser ned over den udvikling, NWK oplever i øjeblikket.

089Nwk280917

Landgang efter træningsaften.

Vi er sammen om det
"Jeg tror, det dybest set handler om, at vi har fundet tilbage til dét, der giver værdi for den enkelte. Det er glæden ved surf og SUP, der binder os sammen. Grillaftener og klubfester har vi masser af, men det er ikke derfor, vi er her, og dét er vi bevidste om," forklarer han.

"Det betyder også noget, at vi hele tiden fokuserer på klubudvikling, og at vi involverer trænere og instruktører i de beslutninger, vi træffer. Vores fælles viden er en afgørende ressource," fastslår Bent Niss.

097Nwk280917

30-årige Lene Frandsen var nybegynder i NWK i 2016. Windsurfing gik i blodet - hun benytter enhver chance for at komme på vandet. Og er allerede nu én af klubbens instruktører. 

Du kan læse mere om NWK og møde andre fra klubben i næste udgave af SEJLER (udkommer primo 2018).

Bent Niss kan du møde personligt på bl.a. Dansk Sejlunions Klubkonference, 17.-18. november, i Vingsted. Bent holder ikke oplæg i år - men er til stede under hele konferencen og vil med glæde dele ud af sine erfaringer.

Du kan også møde ham på KLUBspot i Vedbæk Sejlklub, 9. november.

103Nwk280917

Fællesspisning i klubhuset efter træning. Der er stadig masser af hygge i NWK - men kernen i klubbens aktiviteter er dét, der foregår på vandet.