Dansk Sejlunion



20. september 2017 22:54 af Henrik Tang

Årets Grandprix-serie afsluttes til Harboe Cup

Arkiv, Ulrik Sams, Harboe Cup 2016
Foto: Arkiv, Ulrik Sams, Harboe Cup 2016

I weekenden d. 23.-24. september er Skælskør Amatør-Sejlklub vært ved årets sidste Dansk Sejlunion Grandprix. Grandprix-stævnet er en del af ”Harboe Cup”, hvor over 425 sejlere deltager.

Målet er en god weekend for alle!

Historien om Harboe Cup er lang! Faktisk er det 47. år i træk, at Skælskør Amatør-Sejlklub afholder kapsejlads for mange hundrede jollesejlere, hvor arrangørens fokus er – og altid har været – at give alle en god oplevelse.

En af hovedkræfterne bag stævnet, Claus Møller Christensen, plejer at sige til folk, som ikke har med sejlsport at gøre, at ”det nok er det jollestævne i Danmark med stor deltagelse, som har den længste historie”. For Skælskør Amatør-Sejlklub, der er arrangør af stævnet, er det ikke et mål i sig selv at være det største stævne i Danmark, understreger Claus Møller Christensen, der samtidig fortæller, at kontinuiteten i mangeårige samarbejder har gjort det muligt at arbejde ambitiøst med at skabe gode rammer for alle – ligesom det år efter år giver mulighed for at udvikle på stævnets koncept:

”Målet har altid været at lave en god weekend for rigtig mange mennesker – det gælder både sejlere, forældre, trænere og frivillige. Og ja – historien er lang. De første 15 år var med Skælskør Frugtplantage som sponsor. Harboes Bryggeri har været vores sponsor i 32 år siden da, og dét at have en lang historie med den samme sponsor er naturligvis en stor del af den succes, vi oplever med stævnet. At have den samme sponsor gennem så mange år giver en kontinuitet i hele setup omkring stævnet, og det giver både muligheder for udvikling af stævnet, samtidig med at vi holder fast i de gode traditioner og erfaringer. Rent sejladsmæssigt synes vi, at vi har noget unikt at tilbyde, når vi holder så stort et stævne. Vi kan bruge tre baneområder med ret forskellige sejladsforhold, og det betyder, at vi kan give alle klasser og sejlere nogle forhold, hvor der både er trygge og mere udfordrende rammer, alt efter hvilken klasse, man har at gøre med. Så ved siden af, at det er et stort stævne, giver det nogle ideelle rammer for alle – og vi laver tilpasninger i stævnet år efter år”, fortæller Claus Møller Christensen.

’Tre stævner’ med samlingspunkter

Til Harboe Cup er der god deltagelse i alle de mest aktive junior- og ungdomsklasser i Dansk Sejlunion Grandprix-serien.

Udover at stævnet er en del af Dansk Sejlunion Grandprix-serien, er Harboe Cup også Ungdoms DM for Europe med 44 deltagere. Den i år opstartede klasseorganisation for Tera Sport formår at samle 22 deltagere, og traditionen tro er Harboe Cup samlingspunkt for det største felt med Feva XL med hele 27 både. For de mindre prøvede sejlere er der kapsejlads for Optimist C og B.

Stævnets store spændvidde henvender sig dermed dels til alle sejlere i de mest aktive junior- og ungdomsklasser i Dansk Sejlunion Grandprix-serien – men favner dels derudover også andre klasser med godt sportsligt aktivitetsniveau. Dermed er det selvsagt en stor mundfuld at stile efter en høj sportslig kvalitet for garvede og ambitiøse kapsejlere, samtidig med at skabe trygge rammer for de mindre prøvede sejlere. Og fælles for alle at give oplevelsen af at være en del af et kæmpe socialt og sportsligt fællesskab.

”På én måde er det jo ’tre stævner’”, fortæller Claus Møller Christensen, ”men vi har to samlingsområder, nemlig sejlklubben og Kobæk Strand. Logistisk kan vi ikke rigtig samle alle et sted på én gang – her tænker jeg fx præmieoverrækkelse. Så derfor holder vi samlingsområderne to steder. Men som fælles arrangement har vi fællesspisning for 300 mennesker efter først til mølle princippet lørdag aften. Efter fællesspisningen holder vi lodtrækning om lækre sponsorpræmier, hvor der trækkes lod om præmier for alle rettidigt tilmeldte. Her kan alle dukke op og overvære lodtrækningen, og på den måde lægger vi op til, at alle kan samles i hvert faldt én gang det samme sted under stævnet – men vi ser faktisk en styrke i at kunne opdele lidt, så vi er sikre på, at alle deltagere føler sig hjemme på netop deres niveau, hvad angår selve kapsejladserne.” 

Harboe Cup er således et forbilledligt eksempel på, hvordan ét stævne kan favne de tre niveauer i "DS stævnekoncept": lokale/regionale/nationale stævner.

100 frivillige og bylivet skaber rammerne

Over 100 frivillige er engagerede i planlægningen og afviklingen af Harboe Cup. ”Alle har forskellige opgaver, og derfor er det vigtigt, at vi har nogle samlingspunkter, så alle frivillige har oplevelsen af at være en del af et stærkt fællesskab”, fortæller Claus Møller Christensen. ”Fx spiser vi sammen om morgenen og om aftenen under stævnet. Mange af klubbens medlemmer mødes jo i forvejen på kryds og tværs i hverdagen på forskellige måder – men med Harboe Cup som en slags kulminationspunkt for frivillighed oplever alle for alvor det store fællesskab, de er en del af i klubben og bliver dermed også en del af hele historien om et stævne med snart 50 år på bagen”, slutter Claus Møller Christensen.

Der er løbet meget vand i Kobæk Strand og Skælskør Nor gennem de senest 47 år – og det har bredt sig som ringe i vandet. Skælskør Amatør-Sejlklub samarbejder tæt med det lokale/regionale erhvervsliv, som bakker op om stævnet på forskellige måder. Lavt sat får Skælskør besøg af mindst 7-800 mennesker under Harboe Cup. Det lokale erhvervsliv, restauranter, cafeer mm. har attraktive tilbud til de mange besøgende i byen. Se mere på www.harboecup.dk.

Klassernes deltagerantal

Grandprix-klasser

Optimist A: 84 sejlere Laser Standard: 9 sejlere

Zoom8: 27 sejlere

Europe: 44 sejlere (Ungdoms DM)

Laser 4.7: 8 sejlere

Hobie 16 spi: 9 både, 18 sejlere

Laser Radial: 13 sejlere

29er: 22 både, 44 sejlere

Andre klasser

Optimist C: 63 sejlere Tera sport: 22 sejlere
Optimist B: 40  sejlere Feva XL: 27 både, 54 sejlere