Dansk Sejlunion



13. juni 2017 10:46 af Flemming Ø. Pedersen

IOC skærer antal OL-sejlere - svære beslutninger i vente

Sejlsporten går fra 380 sejlere ved OL i Rio til 350 i Tokyo 2020. I praksis er det blandt de mandlige sejlere, nedskæringen rammer. IOC har derudover bekræftet Nacra 17 som fuldt foilende OL-klasse i 2020.

Den olympiske sejlsport står over for nogle vanskelige beslutninger over de kommende måneder. Det er konsekvensen, efter at Den Internationale Olympiske Komités (IOC) har vedtaget at reducere antallet af OL-sejlere med 30 ved legene i Tokyo 2020. Fra 380 sejlere i Rio, 2016, til 350 i Tokyo.  

Ydermere er det et IOC-krav, at de 350 sejlere er ligeligt fordelt med henholdsvis 175 kvinder og 175 mænd. Til sammenligning var der 217 mandlige og 163 kvindelige sejlere til start i Rio - blandt andet som følge af, at Finnjollen ikke har nogen kvindelig pendant.

Se pressemeddelelse fra IOC

"Skuffende beslutning"
"Det er en skuffende beslutning, IOC's Executive Board har truffet," siger Kim Andersen, World Sailings præsident, i en kommentar.

"I vores forslag til IOC havde vi lagt op til en ligelig kønsfordeling i 2020 - understøttet af et udviklingsprogram med henblik på flere kvindelige sejlere i RS:X og Laser Radial og derigennem et specifikt mål om at øge antallet af sejlsportsnationer ved OL," uddyber Kim Andersen og konkluderer:

"Reduktionen vil påvirke vores muligheder for at udvikle sejlsporten i tråd med IOC's mål."   

Svær kabale i vente
Ifølge Hans Natorp, Dansk Sejlunions tidligere formand og nuværende Council-medlem i World Sailing, så er det en uventet og sen beslutning fra IOC, der nu rammer sejlsporten. OL-arrangørerne i Tokyo har af pladshensyn appelleret til IOC om at skære i det samlede antal OL-deltagere, hvilket IOC har efterkommet ved at nedskære antallet med i alt 285 atleter, fordelt på otte sportsgrene.

"Det bliver en stor udfordring at få kabalen til at gå op. World Sailing vil over de kommende måneder gå i dialog med OL-klasserne med henblik på at finde løsningsmodeller, før vi så træffer en beslutning ved World Sailings årsmøde i november," forklarer Hans Natorp, som dermed understreger, at det haster med en beslutning forud for Worlds 2018 i Aarhus, hvor halvdelen af alle nationspladser ved OL er på højkant.

Det sportslige indhold truet
"Allerede i dag er flere OL-felter meget små. 49er-klassen havde bare 20 både til start i Rio, og hvis man reducerer yderligere, så vil det gå hårdt ud over det sportslige indhold," fastslår Hans Natorp.

De mandlige 470'ere havde 26 både til start i Rio, og Finnjollerne havde 23 startende. Felterne var større i RS:X (M) med 36 og Laser Standard med 46. Det er til gengæld to klasser, som i kraft af lavere omkostninger sikrer en global spændvidde, som også er et erklæret mål for IOC.

"Vi står med et paradoks, hvor vi ikke på én og samme tid kan imødekomme sejlsportens globale deltagelse ved OL uden samtidig at underminere den sportslige kvalitet," siger Natorp.

Foilende Nacra klar til OL
Ud over beslutningen om færre OL-sejlere har IOC's Executive Board samtidig bekræftet en allerede velkendt udvikling - at Nacra 17 ved OL i 2020 indgår som en fuldt foilende katamaran.

Foilende Nacra'er er for længst lagt ind i de danske OL-sejleres planer. Således bliver de første, nye Nacra'er hentet i Holland sidst i juni og ventes på vandet fra omkring 1. juli.