Dansk Sejlunion



15. maj 2017 11:14 af Joakim Rechnitzer

Fotokonkurrencen skudt i gang

Dansk Sejlunions Fotokonkurrence 2017 er i gang! Allerede nu kan du uploade dine bedste sejlerbilleder - du kan også se andres billeder, og du kan stemme på dine favoritter.

Er du vild med at fotografere til søs, på havnen, i klublivet eller sågar under vandet, så kan du igen i år blive præmieret for dit bedste sejlerfoto. Og du får ekstra vinderchancer, hvis du samtidig deler dine billeder og din sejlerglæde på sociale medier.

Dansk Sejlunions Fotokonkurrence 2017 er allerede skudt i gang – og som en nyhed kan du løbende følge med i konkurrencen. Alle indsendte billeder publiceres, og du kan stemme på dine favoritter. 

Fotokonkurrencen er i år delt i to:

ÅRETS SEJLERFOTO – Dansk Sejlunions traditionelle konkurrence, hvor et dommerpanel i slutningen af sejlersæsonen (september) præmierer tre vinderbilleder. For at blive præmieret i Årets Sejlerfoto, skal du være medlem af en klub i Dansk Sejlunion.

SEJLERNES FAVORITTER – årets nyskabelse, hvor det handler om at opnå flest Facebook-likes. Alle kan deltage - også ikke-sejlere, der er gode til at fotografere. Ideen med Sejlernes Favoritter er at bruge konkurrencen til at sprede billeder af sejlerglæden ud til flest mulige...

Sådan deltager du
Indsend allerede fra i dag og hen over hele sommeren dine billeder via sejlsport.dk/foto

Alle indsendte billeder skal, for at kunne præmieres, have en filstørrelse på minimum 2 MB! Og husk redningsvesten, når der fotograferes til søs… 

Du kan uploade op til tre billeder - ét ad gangen via enten din smartphone eller computer. Tilføj også en kort beskrivelse af motivet.

Sidste chance for at indsende billeder til Dansk Sejlunions Fotokonkurrence 2017 er den onsdag 30. august 2017. Alle indsendte billeder deltager automatisk i både Årets Sejlerfoto og Sejlernes Favoritter - dog kan dit billede kun præmieres i én kategori.

Vinderbillederne offentliggøres i SEJLER 2017.3 (udkommer 26. september).

Læs mere om fotokonkurrencen på sejlsport.dk/fotokonkurrence

STEM PÅ DINE FAVORITTER
Når du har uploadet dit bedste sejlerfoto via sejlsport.dk/foto, kan du se billedet - og alle andre indsendte billeder på sitet. Og du kan dele dit billede på Facebook og få dine sejlervenners hjælp (likes) i konkurrencen Sejlernes Favoritter. Klik ind på dit billede, når det er uploadet, og find her et link til deling på Facebook.