Dansk Sejlunion



10. januar 2017 14:17 af Flemming Ø. Pedersen

EM-guld og OL-bronze var Årets Sejlsportspræstation

Jena (tv) og Katja (tv) med vinderchecks for Årets Sejlsportspræstation 2016 - to gange 10.000 kr. fra hhv. Columbus Marine og Dansk Sejlunion.

49erFX-sejlerne Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen blev tirsdag (10.1.) hædret for at have leveret årets bedste præstation i dansk sejlsport.

2016 blev et drømmeår for de to 49erFX-sejlere Jena Mai Hansen (28) og Katja Salskov-Iversen (22).

I begyndelsen af året sikrede de sig den danske OL-billet i klassen – efter tæt kamp med to andre besætninger. I april vandt de EM-guld efter en formidabel præstation på finaledagen, hvor de kom bagfra og strøg forbi konkurrenterne over de afsluttende sejladser.

Og i august fulgte hele Danmark med, da Jena og Katja gik ind til den afgørende medaljesejlads ved OL i Rio. Fire både lå side om side i et højspændt drama – én af den olympiske sejlsportshistories tætteste afgørelser. Danskerne endte med at vinde bronze.

Resultaterne hen over 2016 indbragte tirsdag (10.1.) de to sejlere fra Hellerup Sejlklub og Yachtklubben Furesøen prisen for Årets Sejlsportspræstation 2016.

Stemmer fra komité og online
Fem både var nomineret til prisen, hvor stemmer fra dels en udpeget priskomité med ni medlemmer plus onlinestemmer, hvor alle kunne deltage, i kombination ledte frem til Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen som vindere.

"Et fantastisk år"
”Vi har haft et fantastisk år, hvor vi formåede at ”peake” på de rigtige tidspunkter. Vi er utroligt stolte af de resultater, vi har opnået, og vi er taknemmelige for den enorme opbakning, vi har oplevet fra de mange mennesker, der har hjulpet os og heppet på os undervejs. Det har betydet rigtigt meget,” fortæller gast Katja Salskov-Iversen i et tilbageblik på året.

Top-3 online
Jena og Katja fik flest stemmer i både priskomiteen og online. Online var der 47 procent stemmer på Jena og Katja, der var 35 procent til OL-bronzevinder Anne-Marie Rindom, og der var 13 procent til Hobie-verdensmestrene Josephine Frederiksen og Daniel Bjørnholt.   

Årets Sejlsportspræstation er den største og ældste hædersbevisning i dansk Sejlsport. Prisen er uddelt hvert år siden 1987. Bag prisen står Dansk Sejlunion i samarbejde med Columbus Marine.

Overrækkelsen af prisen fandt sted tirsdag d. 10. januar i Hellerup Sejlklubs restaurant, hvor der i dagens anledning var fyldt med familie og sejlervenner, der gerne ville gratulere de to populære FX-sejlere.