Dansk Sejlunion



5. december 2016 13:46 af Flemming Ø. Pedersen

Ingen krav om momskvittering ved bådsalg i Tyskland

Danske bådejere kan sælge brugte både i Tyskland uden at møde krav om momsdokumentation, lyder det i et svar, som Dansk Sejlunion via Skatteministeriet har fået fra de tyske myndigheder.

En potentielt træls og besværlig sag for danske bådejere ser ud til at være manet i jorden. Det handler om privat salg af brugte både i Tyskland.

Dansk Sejlunion har over en periode modtaget et antal henvendelser fra danske bådejere, der er stødt ind i problemer ved bådsalg til tyske købere.

Handler grundstødt
Flere handler er strandet på et krav fra køberen om dokumentation for, at der er betalt moms af båden - begrundet i et tilsyneladende øget fokus fra de tyske skattemyndigheders side på, at der er afregnet moms af importerede både. Uden dokumentation ville køberen angiveligt risikere at blive afkrævet moms i hjemlandet. 

Her opstår problemet for den danske sælger, fordi det i sagens natur ikke er alle, der ligger inde med original købskontrakt eller faktura på en bådhandel, der fandt sted mange år tilbage – og hvor der måske har været flere ejere i mellemtiden.

Brev til skatteministeren
På baggrund af henvendelserne rettede Dansk Sejlunion for nogen tid siden henvendelse til skatteminister Karsten Lauritzen (V) med opfordring om at finde en holdbar løsning.

Ministeriet sendte efterfølgende spørgsmålet videre til Tyskland, hvorfra Finansministeriet i et svar nu skriver, at man ”ikke kan genkende problemstillingen”, og videre, at der ”ikke er noget i tysk lovgivning, som tilsiger, at man skal kunne bevise en båds brugte status med en kvittering”.

Ingen krav fra tysk side
Sejladschef i Dansk Sejlunion, Steen Wintlev, siger om svaret fra Skatteministeriet:

”Vi må tolke svaret således, at der ikke fra tyske myndigheders side vil opstå krav om momsbetaling over for egne borgere, der køber en brugt båd i Danmark. Det betyder samtidig, at private danske sælgere kan se bort fra kravet om at skulle stille med dokumentation for afregnet moms.”

Bekræfter hidtidig oplevelse
”Svaret fra det tyske Finansministerium bekræfter vores hidtidige oplevelse af, at det tyske  momskrav har været umuligt at få verificeret på skrift. Som sagen står lige nu, er mit bedste bud, at der er tale om en sejlivet vandrehistorie, der cirkulerer i tyske bådejerkredse,” siger Steen Wintlev og fortsætter:

”Som dansk bådejer kan du derfor meddele din tyske køber, at vedkommende ikke risikerer en momsopkrævning – heller ikke selv om den importerede båd fra Danmark mangler en original købskontrakt eller faktura.”

Vi hører stadig gerne fra bådejere
”Men,” understreger Steen Wintlev, ”selv om vi på grundlag af det tyske svar nu anser sagen for lukket, så er dét naturligvis ingen garanti for, at den enkelte bådejer ikke fortsat vil kunne møde dokumentationskrav fra en tysk køber."

"Derfor vil vi stadig meget gerne høre fra danske bådejere, der oplever, at tyske myndigheder stiller krav om dokumenteret momsbetaling,” siger Steen Wintlev.