Dansk Sejlunion



9. september 2016 20:05 af Henrik Tang

Hvide Sande lagde rammer til PWA World Cup i Slalom

Foto: Jan Nielsen

Fra d. 4.-9. september har Hvide Sande lagt rammer til den prestigefulde PWA World Tour i disciplinen slalom. Afdelingen af de professionelle windsurferes World Cup var en del af vandsportseventen WaterZ.

Mange danske windsurfere og kitesurfere kender Hvide Sande som et af de mest vindsikre spots i Danmark. En hyggelig lille fiskerby, der er en fantastisk base for en masse forskellige vandsportsaktiviteter, herunder windsurfing, kitesurfing, SUP, wake-board på kabelbane og paddle-surfing. De ideelle betingelser for vandsport er de seneste 6 år blevet benyttet til en årlig vandsportsfestival, WaterZ, hvor der blandt andet windsurfes og kitesurfes en langdistancesejlads med flere hundrede deltagere, ligesom WaterZ også har deltagelse af kitesurfernes DM-serie ”Kitetour” og Dansk Brætsejler Organisations (DBO) DM-serie i Formula og Slalom.

Igen i år var deltagelsen til WaterZ langdistancesejladsen stor. Også spændet fra bredde til elite var stor - lige fra sejlere, der var på klubtur og prøvede kræfter med langdistance for første gang med klubkammeraterne, til sejlere fra den benhårde verdenselite i windsurfing, som benyttede muligheden for at få test-sejlet Ringkøbing Fjord inden den 4. afdeling af de professionelle windsurferes PWA World Cup i disciplinen slalom.

Prestigefyldt windsurf-disciplin med flot dansk resultat

PWAs World Tour er blandt surfere en prestigefyldt serie af stævner i flere discipliner. I disciplinen slalom sejler man efter et eliminations-format, hvor 8 sejlere konkurrerer mod hinanden ad gangen. Der sejles på en downwind-bane med 3 mærkerundinger, og når det går vildest for sig, er hastigheden langt over 35 knob. Reglerne er enkle – ”no rules” – undtaget dog tyvstart! De 4 hurtigste fra hvert heat avancerer frem i eliminationen.

Starter man til stævnet uden en seedning fra det sidst sejlede stævne af PWA World Touren, får man kamp til stregen allerede i de indledende heats. Så alene at avancere i de første heats kan være en præstation i sig selv, når man står i line-up til start med verdenseliten.

Til PWA-stævnet i Hvide Sande deltog ikke mindre end 11 danskere. Niveauet blandt de danske deltagere til PWA slalom i Hvide Sande var lige fra tidligere medaljetagere til NM, EM og VM, mens der også var flere uprøvede debutanter med.  Bedst gik det Sebastian Kornum, der bragte sig selv ind i stævnets top 10. Det blev på de to gennemførte slalom-serier til en samlet 7.-plads – en placering, som Sebastian med god ret kan være særdeles tilfreds med og stolt over. Sebastian Kornum, der er vant til at stå på podiet til internationale mesterskaber i disciplinen Formula, fortæller:

"Resultatet betyder en del for mig på den måde, at jeg beviser, at jeg ikke kun er Formula-sejler. Og i og med, at banen var lang, da jeg sejlede mig i finalen, er jeg stolt. Så jeg er selvfølgelig stolt over placeringen som sådan, og så er jeg glad for at sejle godt i PWAen. Faktisk er det lidt en lettelse for mig, for jeg en let sejler, og har egentlig ikke troet, at jeg ville kunne opnå sådan et resultat i det hele taget. Og generelt vil jeg gerne, at jeg kan mere end at lave topplaceringer i Formula. Og så har det været super hyggeligt med de andre danskere. Vi har fulgtes ad til alt og heppet på hinanden, delt informationer og viden om trim, teknik osv. Og så er lokationen for stævnet bare god. Området ved Westwind Nord er perfekt, så jeg håber at PWA kommer tilbage næste år".

PWA Hvide Sande 08. Sept 2016 © Jan Nielsen

Hyggestemning i den danske lejr, mens der ventes på vind.

Topstemning på stranden

Når sejladserne er i gang til PWA , er der masser af action, da banerne oftest ligger tæt på land, og med det kompakte format, hvor et heat typisk tager 5 minutter, bliver det aldrig kedeligt at være publikum!

Konkurrence i mange windsurfing-discipliner kræver dog vindstyrker på mindst ca. 6-8 m/sek. i middelvind, så ofte er ventetiden lang for sejlerne – særligt hvis man ryger ud i de indledende heats. Tips om for eksempel teknik og trim bliver delt på tværs af sejlerne – også selvom man er hinandens konkurrenter, når starten går. Ventetid er en del af gamet for såvel sejlere som publikum. Og for at ventetiden ikke bliver for lang, når vinden driller, er der tradition for, at der arrangeres andre aktiviteter til stævnerne som for eksempel ”tow-in” i freestyle efter jetski og at stemningen og rammerne på stranden i øvrigt er i top.

Se video fra PWA Slalom i Hvide Sande herunder.

Resultater fra PWA Slalom i Hvide Sande

Herrer: Kvinder:
1: ITA-140 Matteo Lachino

1: ARU-91 Sara-Quita Offringa

2: FRA-14 Pierre Mortefon 2: FRA-775 Delphine Cousin Questsel
3: GER-220 Sebastian Kördel 3: TUR-33 Lena Erdil
7: DEN-24 Sebastian Kornum 23: DEN-85 Anissa Mohrath
25: DEN-83 Kurosh Kiani 29: Natasha Schaloffsky Bate

38: DEN-11 Kasper Juul Larsen

46: DEN- 173 Brian Røgild
48: DEN-64 Danni Jakobsen
51: DEN-4 Nikolaj Kruppa
62: DEN-206 Frederik Sivholm Sommer
62: DEN-15 Mads Jepsen
62: DEN-911 Martin Juhl Malone

Se samlede resultater her

Mesterskaberne fortsætter på Ringkøbing Fjord

Efter en tætpakket uge med vandsportsaktiviteter på Ringkøbing Fjord runder DBO de mange aktiviteter af ved at afholde det næstsidste stævne af DM-serien i Formula og Slalom. Windsurferne rykker godt 15 km. mod nord, hvor Ringkjøbing Sejlklub står klar til at modtage ca. 45 deltagere. Vejrudsigten ser god ud, så der er gode chancer for, at der kommer mange sejladser i hus. Følg resultater fra DBOs DM-serie på www.dbo.dk.

PWA slalom Hvide Sande 2016 - fotos: Jan Nielsen