Dansk Sejlunion



21. maj 2016 19:24 af Henrik Tang

Endnu et hold SUP-instruktører uddannet

Gennem de seneste år har flere og flere klubber i Dansk Sejlunion taget SUP ind på repertoiret af aktiviteter – og det kræver kvalificerede instruktører.

På få år har 40 klubber i Dansk Sejlunion og en stor del Dansk Sejlunion certificerede kiteskoler valgt at ride med på SUP-bølgen.

Lørdag d. 21. maj uddannede Dansk Sejlunion endnu et hold SUP-instruktører til at instruere i SUP på grundlæggende niveau. Kurset blev afholdt i Middelfart Sejlklub – centralt i landet – så instruktører fra Sjælland, Fyn og Jylland havde mulighed for at deltage. 11 kajak-, sejl,- og surfklubber, 1 certificeret kiteskole samt 1 efterskole var repræsenteret, og instruktørerne kom fra nær og fjern.

Mange muligheder for klubber

SUP bliver en mere og mere almindelig aktivitet i klubber og kan dyrkes på mange niveauer. SUP kan dyrkes overalt, hvor der er adgang til vand. Det kan for eksempel være på fladt vand i og omkring havne, på søer og åer, eller på havet i bølger. Den slags betingelser har vi masser af i Danmark, og derfor breder sporten sig hastigt. SUP er nemt at lære, og alle kan give sig i kast med sporten.

90 instruktører uddannet - og flere på vej

Gennem de seneste tre år har Dansk Sejlunion udbudt instruktørkurser i SUP på grundlæggende niveau. Dansk Sejlunions SUP-instruktørkursus henvender sig til klubber, der allerede tilbyder SUP-aktiviteter, ligesom klubber, der ønsker at komme i gang med SUP på grundlæggende niveau, med fordel kan uddanne instruktører.

Med det seneste hold uddannede instruktører har Dansk Sejlunion uddannet 90 SUP-instruktører, siden SUP-instruktørkurset blev lanceret i 2014. I forårssæsonen udbyder Dansk Sejlunion endnu et SUP-instruktørkursus. Kurset finder sted på Aalborg Sportshøjskole d. 11. juni. Der er et begrænset antal pladser tilbage på kurset.

Se mere om Dansk Sejlunions SUP-instruktørkursus samt klubber med SUP ved at trykke på bannere herunder.

Prøv SUP til Havnens Dag d. 29. maj

Hvis du - eller din klub - er nysgerrig på SUP, er der muligheder for at prøve kræfter med SUP flere steder til Havnens Dag søndag d. 29. maj. Tryk på banner herunder for at finde SUP-aktiviteter til Havnens Dag.

Vm V-logo -til -sejlsport .dk

 

SUP instruktørkursus Middelfart 2016