Dansk Sejlunion



23. april 2016 15:16 af Henrik Tang

Kender du sejlsportens etiske kodeks

I kapsejlads opstår der fra tid til anden uenigheder. Det kan for eksempel være uenigheder ude på banen, eller når protester behandles. ”Etisk kodeks for Dansk Sejlsport” er referencerammen for respektfuld omgangstone i forbindelse med kapsejlads.

En ny kapsejladssæson står for døren, planlægningen af årets mange kapsejladser er i gang, og om kort tid kapsejles der på både klub- og kredsniveau og til større stævner. Sommetider kan bølgerne gå højt under kapsejlads og protestbehandlinger. For at håndtere tilspidsede situationer og uenigheder, har man i dansk sejlsport et etisk kodeks.

Hvad er ”Etisk kodeks for Dansk Sejlsport”?

Kapsejlads har mange indbyggede værdier og kan give mange gode oplevelser af glæde, fællesskab, udfordring, spænding, præstation og udvikling.

Glæden ved kapsejlads skal være det bærende element, hvor også det sociale aspekt er væsentligt. Derfor er en fordomsfri gensidig respekt mellem alle involverede i kapsejlads også nødvendig.

Udover en række vedtagne objektive regler er kapsejlads i Danmark bygget om omkring en række skrevne og uskrevne etiske spilleregler. Fairplay, respekt for modstandere, god opførsel på og uden for banen er nogle eksempler.

Sommetider kan der opstå uenigheder om udfaldet af afgørelser i en kapsejlads. Både udøvere og tilskuere kan naturligvis være følelsesmæssigt engagerede. Udøvernes vilje til sejr og tilskuernes engagement står på ingen måder i kontrast til de normer, ”Etisk kodeks for Dansk Sejlsport” repræsenterer.

”Etisk kodeks for Dansk Sejlsport” beskriver følgende emner:

  • Etiske normer for kapsejlere
  • Etiske normer for trænere
  • Etiske normer for kapsejladsledere
  • Etiske normer for ledere og ansatte i klubber og organisationer
  • Etiske normer for sejlsport for børn og unge op til 15 år

Dansk Sejlunion, såvel som Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund, ønsker at disse forskellige grundlæggende værdier er kendte af alle involverede inden for kapsejlads.

Læs "Etisk kodeks for Dansk Sejlsport" ved at trykke på banner herunder.