Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



29. april 2016 00:00 af Henrik Tang

Det begyndte med en sejler i en velfungerende klub ...

© Das Büro

Anne-Marie Rindom hører til den meget stærke gruppe af Horsens sejlere, som i øjeblikket er iblandt de bedste internationalt i en række OL klasser. Hvordan kan en klub i en dansk provinsby med i dag 55.884 indbyggere i baglandet levere så mange dygtige internationale sejlere i én generation? Jeg har talt med Anne-Marie Rindom og hendes far, Ole Rindom, om det …

Af: Talentudvikler, Jan Christiansen, Dansk Sejlunion

Anne-Marie. VM guld i Laser Radial i 2015 og bronze i 2016. Maiken og Anne-Julie Schütt, VM sølv i 49´er FX i 2016. Anette Viborg sammen med Allan Nørregaard fra Kolding, VM sølv i Nacra 17 i 2016. Hvordan kan det lade sig gøre, at der kommer så mange internationale top-sejlere ud af den samme sejlklub i provinsen?

Vi sidder på standen ved Can Pastilla på Mallorca. Ole Rindom har lige sat sig ved siden af sin datter, Anne-Marie. Han er taget ned for at holde påskeferie, for at tage hul på den nye sæson i sin egen Laser og for at være lidt sammen med Anne-Marie i hendes meget travle hverdag.

Det er tydeligt, at der er et stærkt bånd imellem far og datter. Og da samtalen drejer ind mod Anne-Maries og sejlervennernes opvækst i Horsens Sejlklub og forældregruppens og klubbens opbakning, så lyser deres ansigter op; det er gode erindringer om en tid med meget fællesskab og en glæde ved at komme i klubben, sammen med venner og sejlerkammerater.

Anne -Marie Og Ole Rindom

Horsens Sejlklub er en sportsklub

”Vi var en 12-13 forældrepar, hvor nogle af os kendte hinanden fra vores egen tid som unge i sejlklubben. Vi var lidt ærgerlige over, at klubben på dette tidspunkt ikke fostrede mange sejlere der ville sejle kapsejlads. Det ville vi gerne lave om på”, fortæller Ole Rindom. ”Vi satte os det mål, at vi ville have Horsens sejlere med til Optimist DM (dengang ikke fri tilmelding). Og for at kunne det, så måtte vi have klubben til at melde kulør; hvad var planen og målene med ungdomsarbejdet? Ville de være med på den idé at have en sportslig profil i klubben?”

Klubben var ikke sen til at reagere. På en henvendelse til bestyrelsen med formand Hugo Nielsen i spidsen, kom der hurtigt svar; Horsens Sejlklub er en sportsklub.

Et fællesskab med aktiviteter i og uden for klubben

Klubben og forældrene gik i gang. Poul Evers, som også dengang var en meget aktiv figur i klubben, også som træner for de yngste Optimister, gjorde opmærksom på, at træneren var en vigtig funktion i en klub. En ny træner blev derfor fundet til at supplere og senere erstatte Poul. Det blev Nicolas Brandt Hansen, selv tidligere Optimistsejler fra Horsens Sejlklub, som tog trænergerningen. En sæsonplan blev lavet, hvor der var træning og aktiviteter i klubben og flere ture rundt omkring i landet til konkurrence, og endda en tur til Gardasøen.

Og det lykkedes. I løbet af nogle få år havde klubben pludselig en flok erfarne kapsejlere, som kunne begå sig på nationalt plan – og de kom til DM for Optimister. Det første mål var nået.

”Hvor der er mange, kommer der flere”, kunne være et udtryk, som også gjaldt for Horsens Sejlklub. For imens de bedste sejlere blev ældre og mere erfarne, så kom der efterhånden en fin Optimistjolleafdeling i klubben, hvor der løbende kom nye sejlere til. Men det krævede at klubben altid var parate til at inkludere nye sejlere og ikke mindst at involvere disses forældre i det daglige arbejde.

Et vigtig grundholdning var dengang og er stadig i ungdomsafdelingen, at alle tror på og engagerer sig efter, at det vigtigste er at løfte hele gruppen, frem for en enkelt sejler eller nogle få af sejlerne. Det er miljøet, som er det bærende for, at sejlere er glade for at være i klubben og komme til træningen.

Sejlernes oplevelse af klubben

Udspringet for ændringerne i klubben kom fra forældre og klubbens ledelse. Det var her idéen startede, og det var her, at motivationen for at få skabt en aktiv klub med en sportslig profil udsprang. Derfor måtte jeg spørge Anne-Marie, hvad der var hendes motivation som sejler – hvad var det, der gjorde det motiverende og sjovt at være i klubben?

”I mange år handlede det jo ikke om, hvad vi ville opnå, men hvad vi gjorde, og hvem vi var sammen med. For mig var det sjove og motiverende, at vi var en god gruppe af piger på cirka samme alder, og vi kom på havnen, fordi det var sjovt, hyggeligt og socialt”, fortæller Anne-Marie Rindom og fortsætter: ”Vi havde det sjovt sammen i klubben og til træningen. Det blev sådan, at vi efterhånden selv tog ned i klubben og trænede lidt, inden den egentlige træning skulle starte. Og vi havde en rigtig dygtig træner, som gjorde det inspirerende at være der og være med i træningen. Vi havde altid en god diskussion om, hvad vi skulle lave på en træningsdag.”

Både Anne-Marie og Ole er enige om, at det at være sammen med sine forældre om sejlsporten, det er en stor oplevelse. ”Vi har været på mange ture sammen, mig og mine søskende og forældre. Det har altid været sjovt og hyggeligt. Både jeg og mine forældre har fået mange venner, som vi stadig ser i dag”, fortæller Anne-Marie og fortsætter med et smil. ”I dag er tingene jo lidt anderledes – jeg styrer selv min sejlsport og den olympiske kampagne, men det er rigtig rart, når min far eller min familie kommer forbi og er lidt med til at bakke mig op.”

Vejen videre – en jolle og et godt miljø

Fra Optimisten skulle sejlerne i klubben videre til større joller. Og klubben var på det tidspunkt klar over, at der skulle fokuseres. En spredning af sejlerne på flere jolleklasser blev set som risikabelt, og man valgte i stedet at satse på én jolletype: Europe-jollen. For nogle føltes det lidt som tvang i starten. Men efterhånden blev det accepteret og det gode fællesskab og miljø fra tiden i Optimisten, blev ført videre til den nye jolletype.

”Vores oplevelse er, at det et er vigtigt, at klubben tager stilling til, hvad de vil og bakker det op. Forældrene er en bærende del af et godt klubarbejde, men man kan have forskellige roller – ikke alle behøver at engagere sig på samme måde eller lige meget”, fortæller Ole Rindom og fortsætter: ”Og hvad angår sejlere, så er det vores erfaring, at man skal løfte en flok. Det nytter ikke, at man som forældre kun tænker på sit eget barn. Det vil kun lykkedes, hvis forældrene tænker på fællesskabet, at få alle med og at få nye ind i gruppen”, slutter Ole Rindom.