Dansk Sejlunion



22. november 2015 11:28 af Flemming Ø. Pedersen

Ida og Marie vinder bronze ved 49erFX VM

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard - nyslåede bronzevindere ved VM

Baad og Thusgaard mistede føringen, men fik bronzen i hus til sidst ved 49erFX VM. Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen lige efter som nummer fire – Schütt-søstrene blev nummer syv.

For andet år i træk kom Ida Marie Baad og Marie Thusgaard på podiet ved 49erFX-klassens VM. Sølvet fra 2014 blev i år byttet ud med en bronzemedalje efter et fortættet drama, der sluttede lørdag i Buenos Aires.

Ida og Marie gik ind til finaledagen med en spinkel førerposition, som de imidlertid satte over styr med tre middelmådige placeringer i formiddagens sejladser.

Før det altafgørende Medal Race lå de på en femteplads. I stedet havde Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen sejlet sig frem på en tredjeplads og lå dermed som bedste danske båd før Medal Race.

Comeback i Medal Race
I Medal Race var rollerne igen byttet om. Baad og Thusgaard kæmpede med om førerpositionerne og kom i mål som nummer fire, mens Jena og Katja efter en dårlig start måtte se sig henvist til en skuffende ottendeplads ud af de ti finalebåde.

Slutstillingen sendte herefter Baad og Thusgaard tilbage på podiet som nummer tre og bronzevinder – bare et enkelt point foran Jena og Katja som nummer fire.

Den tredje danske båd med Maiken og Anne-Julie Foght Schütt sluttede som nummer ni i Medal Race  - og på en samlet syvendeplads.

VM blev vundet af de italienske europamestre Conti og Clapcich foran de regerende brasilianske verdensmestre, Grael og Kunze.

Dansk finalebredde i særklasse
Den danske præstation med tre både i top-7 skal ses i lyset af, at ingen andre nationer havde mere end én båd i FX'ernes Medal Race. Hos 49erne havde Spanien og Storbritannien hver to både i Medal Race - de sluttede i hhv. top-9 og top-10.  

Resultatet betyder, at Ida Marie Baad og Marie Thusgaard tager føringen i den internt danske OL-udtagelse. Næste stævne i udtagelsen er World Cup-stævnet i Miami i januar 2016.

Warrer og Thomsen nummer 21
I mændenes 49er-klasse sluttede Jonas Warrer og Anders Thomsen VM på en beskeden 21. plads - efter et stævne med bl.a. en 2. og to 3. pladser, mens også hele seks sejladser uden for top-15.   

Se alle resultater fra VM her