Dansk Sejlunion



5. oktober 2015 13:12 af Henrik Tang

Markedsfør klubben på sociale medier - Klubkonferencen

I tiden frem mod Klubkonferencen 2015 kan du læse intro til udvalgte oplæg. Nummer 3 intro til oplæg omhandler, hvordan klubber kan lykkes bedre med kommunikation på hjemmesider og sociale medier.

Stort set alle sejlklubber vil gerne kommunikere. Det gælder både med lokale medier, den lokale befolkning og med klubbens medlemmer. Men mange klubber oplever, at det kan være en udfordring at trænge igennem til omverdenen. Hvordan finder nysgerrige og dermed potentielt nye medlemmer frem til klubben? Hvordan præsenterer klubben sine tilbud? Og hvordan fortæller klubben om de aktiviteter, der er i gang?  Det kan også være en udfordring at kommunikere vigtig information eller gode fortællinger til egne medlemmer.

Med sin baggrund i journalistik og kommunikation sætter eksperten Mads Kæmsgaard Eberholst fokus på, hvordan sejlklubben kan lykkes bedre med sin kommunikation på digitale medier (hjemmeside, mail) og på de sociale medier (Facebook, Instagram og Youtube).

Til oplægget giver Mads Kæmsgaard Eberholst fire bud på de oplagte spørgsmål, der knytter sig til udfordringen med at blive set og hørt via digitale og sociale medier. Dansk Sejlunion har stillet Mads Kæmsgaard Eberholst en række spørgsmål:   

Hvad kan de sociale medier tilbyde Sejlklubben - kort og godt?

I gamle dage sagde man, at pressefrihed var for de, der ejede en trykpresse. Det gør alle i princippet i dag. Sociale medier er en trykpresse, og hvis man lærer at bruge de sociale medier rigtigt, så er det en stærk kommunikationskanal både til nuværende og kommende medlemmer - og ikke mindst omverdenen i almindelighed og pressen i særdeleshed.

Er det ikke meget teknisk krævende at skulle være med på den digitale og sociale mediebølge?

Al begyndelse kan selvfølgelig være svær, men overordnet er digitale og sociale medier i dag så brugervenlige, at de fleste kan være med. Vi gennemgår de mest almindelige indstillinger og behov under foredraget.

Hvordan kommer klubben godt i gang med at bruge de sociale medier?

Lad være med at behandle sociale medier som et stort projekt. Det er bare at gribe “pennen” og komme i gang. Learning by doing er absolut et kodeord, når det drejer sig om sociale medier. Og brug dernæst de unge i klubben til at vise, hvordan indhold kan skabes. Der er masser af erfaring og reelt meget få regler på de sociale medier.

Kan de sociale medier være afgørende, når klubben gerne vil markedsføre sine aktiviteter overfor nye medlemmer? 

Der er ingen tvivl om, at sociale medier kan være en kanal, men sociale medier har enormt svært ved at stå alene. Derfor bør man henlægge nogle aktiviteter til sociale medier, og andre aktiviteter til f.eks. klubbens hjemmeside. Træningstider, klubregler osv. er typisk ikke så foranderlige og kræver ikke nogen interaktion, og derfor bør disse holdes på en hjemmeside. Men erfaringsudveksling, spørgsmål til klubben og diskussion om kommende arrangementer er “levende” og mere organisk materiale – til den slags er sociale medier perfekt. Det handler derfor om at vælge kommunikationskanal efter det indhold, der skal spredes.

Om Mads Kæmsgaard Eberholst:

Mads Kæmsgaard Eberholst er lektor, ph.d. fellow og ansat ved Roskilde Universitet. Udover at undervise i journalistisk metode, undersøgende journalistik, datajournalistik og tv-produktion, skriver han lærebøger og forsker i netjournalistik, sociale medier, transnational journalistik og datajournalistik. Se mere om Mads Kæmsgaard Eberholst på: www.makaeb.dk 

Medbring smartphone eller tablet

Oplægget er interaktivt så medbring gerne din smartphone eller tablet.

Tilmeld Klubkonferencen her

Se andre relevante artikler herunder