Dansk Sejlunion



1. september 2015 19:44 af Henrik Tang

WaterZ i det vilde vest

© DBO-fotograf Jan Nielsen
Foto: © DBO-fotograf Jan Nielsen

Windsurfere, kitesurfere, SUP-surfere og andre vandsports-udøvere ser frem til en forrygende uge i Hvide Sande, når eventen ”WaterZ" løber af stablen i dagene 3.-12. september. Arrangørerne er klar til at modtage de forventede 3-400 deltagere.

Bredde og elite mødes

For fem år siden så vandsports-eventen WaterZ dagens lys. Allerede det første år var tilslutningen stor med flere hundrede windsurfere og kitesurfere, der konkurrerede om titlen som hurtigste surfer fra Hvide Sande til Ringkøbing i et langdistance-race.

Gennem årene har WaterZ vokset sig større og kulminerer i en sand festival i år. Mange surfklubber drager afsted på fællestur og familier tager på forlænget weekend for at deltage i den store event til langdistance-racet, hvor der sideløbende også er aktiviteter for mindre erfarne sejlere eller folk, der vil prøve kræfter med vandsport for første gang.

Afhængigt af vejr og vind tager baneledelsen stilling til, hvornår det store langdistance-race finder sted – og arrangørerne regner med 3-400 deltagere samlet under eventen. Udover de forventede 3-400 deltagere i vandsportsaktiviteter er der traditionelt et godt fremmøde af publikum til de mange aktiviteter, så den Vestjyske by kommer til at summe af liv i de kommende dage.

WaterZ kan bedst betegnes som en windsurf-festival, hvor bredde, elite og 'hang-arounds' i surfmiljøet mødes. I år deltager prominente navne fra windsurfernes verdenselite som f.eks. brødrene Taty og Tonky Franz, der udover at deltage i stævneaktiviteter også coacher unge talenter. En lang række danske sejlere, som gør god figur internationalt i såvel kite- som windsurfing, deltager også, når der er inviteret til WaterZ i det vilde vest.

Mesterskaber i kite- og windsurfing

Udover langdistance-racet er der et hav af andre aktiviteter. Under WaterZ afvikles der DM’er i Dansk Brætsejler Organisations DM-serie i Formula/Slalom og Wave/Freestyle samt Kiteboarding Danmarks DM-serie på freestyle Kitetour’en. Desuden afholdes der konkurrencer i wakeboard på kabelbane og konkurrencer i SUP og surf. Lørdag er der naturligvis lagt i kakkelovnen til en kæmpe fest, hvor deltagerne ikke skal tænke på offentlig transport - der er indsat shuttle-busser til deltagerne!

WaterZ lukker af med IFCA Worlds i Wave/Freestyle windsurfing i uge 37, hvor Hvide Sande Surfklub, der i 2015 er optaget i Dansk Sejlunion, byder velkommen som arrangør.

Katrine K. Frandsen, som er projektleder for WaterZ, udtaler:

”Det er en helt imponerende række af mesterskaber vi kan præsentere uden én og samme event. Det betyder også at vi have den absolutte elite inden for vandsport i Hvide Sande fra den 3.-12. september. Vi er stolte af det imponerende program som vi kan præsentere for WaterZ 2015. Der vil være noget at kigge på og deltage i for alle. Har man ikke selv prøvet kræfter med vandsport, så er der også mulighed for det. Vi glæder os utroligt meget til at byde alle velkommen og give dem en oplevelse, de vil huske det næste lange stykke tid.”

Se alt om WaterZ her