Dansk Sejlunion



23. september 2015 14:22 af Henrik Tang

TORM DM afgøres i Skælskør

Arkiv, Mogens Hansen
Foto: Arkiv, Mogens Hansen

I weekenden d. 26.-27. september afgøres TORM Junior- og Ungdoms DM med Skælskør Amatør-Sejlklub som arrangør.

Stort deltagerantal til TORM DM og Harboe Cup

Skælskør Amatør-Sejlklub melder klar til at modtage et stort antal sejlere til TORM Junior- og Ungdoms DM. TORM DM afvikles i forbindelse med det velkendte stævne Harboe Cup, der traditionelt tiltrækker store felter af jollesejlere. Traditionen tro er det også tilfældet i år, hvor Skælskør Amatør-Sejlklub i øvrigt har 100 års jubilæum.

Til TORM DM kapsejles der i følgende klasser:

TORM Junior DM TORM Ungdoms DM

› Optimist A: 77 deltagere

Europe: 25 deltagere

Zoom8: 41 deltagere

Laser Radial: 23 deltagere

FEVA: 25 både

29’er: 24 både (se klasseside)

Aktiviteter for alle

Udover TORM Junior- og Ungdomsklasserne er der stor tilslutning af Optimist B & C til Harboe Cup med over 50 B-sejlere og over 70 C-sejlere. Det samlede antal deltagere til TORM DM samt Harboe Cup er dermed over 400 sejlere.

Med så stort et antal sejlere til et stævne, følger også en stor gruppe af forældre. Til Harboe Cup og TORM Junior og Ungdoms DM har arrangørklubben gjort en ekstra indsats for, at der er aktiviteter til alle – herunder også forældrene. Stævneleder, Claus Møller Christensen, fortæller:

”Når vi inviterer til stævne i Skælskør Amatør-Sejlklub, er det afgørende for os, at alle får en god oplevelse. Det gælder de mange frivillige, sejlerne, forældre, andre gæster og samarbejdspartnere. Derfor forsøger vi at aktivere en god del af byen. Der er blandt andet rundvisning på Harboe Bryggeri for forældre, hvor de 60 pladser blev hurtigt optaget. Vi har også fået en veteranbus til at køre rundvisningsture, så forældrene kan se sejladserne på afstand fra forskellige vinkler. Vi gør noget ekstra ud af at tilbyde forældrene aktiviteter på en anderledes og sjov måde. F.eks. er der også en turbåd, som forældre og gæster kan sejle med, så man kan se sejladserne tæt på. Derudover gør erhvervsforeningen noget ekstra for at have gode restauranttilbud – for helt naturligt vil der være nogle, der ikke spiser til fællesspisning i klubben, bl.a. af den grund, at der ikke er pladser nok til så mange. Områdets kunstnere byder også familier velkommen til at se gallerier uden at skulle tilmelde sig eller betale entre. På den måde forsøger vi at samarbejde med hele lokalmiljøet, så både sejlere, forældre og andre interesserede får en god oplevelse til stævnet.”

Se mere om TORM DM og Harboe Cup

TORM_primært _logo _07_CMYK400X