Dansk Sejlunion



8. september 2015 07:06 af Henrik Tang

SEJLERSKOLECUP i Kerteminde

Thomas Longhi
Foto: Thomas Longhi

Lørdag d. 12. september er Kerteminde Sejlklub vært ved dette års SEJLERSKOLECUP. 45 sejlere er klar til start.

For fjerde år i træk afvikles der SEJLERSKOLECUP, som er de danske sejlerskolers mulighed for at kippe med flaget og konkurrere mod andre sejlerskoler fra hele landet. I år stiller 15 hold fra danske sejlerskoler op og dyster om titlen som Danmarks bedste sejlerskole-hold, når Kerteminde er vært for SEJLERSKOLECUP 2015.

Tidlig introduktion til kapsejlads

Et af formålene med SEJLERSKOLECUP er, at det skal være sjovt, lærerigt og let for sejlerne og holdene at deltage. Arrangørklubben stiller med bådene, så deltagerne skal blot møde op med sejlertøj og vest. For at gøre formatet enkelt, kapsejles der efter reglerne for simpel kapsejlads. Der kapsejles i H-både, som mange klubber bruger i sejlerskolen.

I klubber, der deltager i SEJLERSKOLECUP, lægger man på et tidligt tidspunkt kapsejladselementer ind sejlerskolens grunduddannelse. Det giver en mere alsidig sejlerskoleuddannelse, og desuden udvikler det ofte klubbens aktiviteter, fordi der bygges bro mellem sejlerskole og klubbens kapsejladsaktiviteter.

Dansk Sejlunion anbefaler, at kapsejlads bruges som omdrejningspunkt for læring og sociale aktiviteter – og ikke kun bliver et spørgsmål om resultater. Det gælder for både børn og unge samt for nye voksne sejlere. Kapsejlads bør have lige så meget fokus på processen på vandet, hvor fællesskab, samarbejde og oplevelser er i højsædet. Det giver en stærk forankring i sejlsporten. Præcis disse elementer oplever man til SEJLERSKOLECUP.

Se mere om SEJLERSKOLECUP