Dansk Sejlunion



11. august 2015 20:06 af Henrik Tang

VM i Zoom8 - på familieferie

Anne Hopmann
Foto: Anne Hopmann

Til VM i Zoom8 d. 2.-8. aug. på Wolfgangsee i Østrig var der deltagelse af 26 danske sejlere. For mange af de danske sejlere var turen også andet end et Verdensmesterskab – det var familieferie med fokus på fællesskab og oplevelser.

Et mantra i Dansk sejlsports aldersrelaterede træningskoncept, ATK, er at videndeling, samarbejde og erfaringsudveksling er grundlæggende elementer for at unge sejlere udvikler sig. I de enkelte jolleklasser – og på tværs af jolleklasser – er der i Danmark tradition for, at både sejlere, forældre, ledere og trænere engagerer sig i sociale fællesskaber i sejlsporten. VM i Zoom8 på Wolfgangsee var ingen undtagelse, hvilket sejlerforælder Anne Hopmanns beretning herunder vidner om.

Det geniale, det internationale og de sejlergale

Tekst og foto: Anne Hopmann

Turen går til Wolfgangsee i Østrig. En lille, smuk og idyllisk by ved vandet byder velkommen til de ankomne, der har haft 17 timers kørsel med trailer fra Danmark ned igennem Tyskland i regn og med stærk sommerferietrafik. Ved synet af de smukke bjerge, det turkisgrønne, klare vand og en skinnende sol fordamper trætheden og anstrengelsen. Forude venter træningsdage, hyggetimer med sejlervennerne, timer på vandet – og selvfølgelig det vi alle er kommet for: kapsejlads – nærmere betegnet Verdensmesterskabet i Zoom8 2015.

Sejlerne i Zoom8 er unge mellem 13 og 19 år. I alt 107 sejlere, 60 drenge og 47 piger, fra Rusland, Estland, Finnland, Norge, Danmark, Sverige og Østrig dyster om VM-titlen på vandet. På land hygger og snakker de sammen på tværs af klubber og landegrænser. På en uge har de næsten fået et halvt års tyskundervisning foræret og pudset deres engelskkundskaber af i kanterne. Der er altid noget at tale om – og jo, vejret bliver også nævnt et par gange. Vindens udebleven, den termiske vind, skyerne og den bagende sol. Vi har alt fra tordenstorm om natten til vindstille 36 grader om dagen.

Fokus på fællesskab

Dansk Zoom8 Klub (DZA) tilbyder de danske sejlere træningsdage før stævnet, skippermøder med gode råd og viden om forholdene samt support på vandet. Det er helt uundværligt. Ikke kun god sejlerviden, som deles og et sted at kunne lægge til på vandet og få en pause og få sparret lidt om udfordringerne i en sejlads er værdifuld – også fællesskabet på land scorer point. Der laves fællesudflugter på hviledagene og fællesspisning om aftenen. Dansk Zoom8 Klub lægger stor vægt på fællesskabet og dyrker det. Selv til ranglistestævner på hjemmebane i Danmark, hvor danske klubber dyster mod hinanden, holder Dansk Zoom8 Klub fælles skippermøder for alle klubber. Det gør, at Zoom8 sejlere i Danmark hurtigt lærer hinanden at kende – og har det sjovt med hinanden. ”Vi ønsker glade sejlere i et godt fællesskab”, udtaler Berit Vendelbo, formand for Dansk Zoom8 Klub.

Ferie for familien

Også forældregruppen og ikke sejler-søskende svejses sammen på sådan en tur. Der grilles sammen om aftenen. Og i dagtimerne, når sejlerne er på vandet, er der frit slag for en oplevelse – for sig selv eller sammen med andre. Ved Wolfgangsee er mulighederne mange: cykelture, bjergvandreture med svævebaner, bobslæder, paragliding, klippeudspring og badning i den skønne turkisgrønne sø, bytur til Salzburg, bådudlejning og besøg i verdens største is-hule – bare for at nævne et par muligheder.

I en kulisse af de smukkeste bjerge blev der kæmpet om VM-titlen på 4 kapsejladsdage. Hver dag startede med udsættelse på grund af manglende vind. Mens der ventes på den termiske vind, bliver der badet, grinet og hygget. Efter frokost kommer der nok brise til, at skuddet går, og i løbet af en halv time er havnen tømt for både, sejl og sejlere. Pigerne og drengene har særskilte sejladser. Der er næsten INGEN vind og ikke overraskende klarer de lette sejlere sig overordentligt godt – dog ikke uden kamp fra erfarne sejlere på trods af lidt flere kilo i baggagen.

En fantastisk uge går til ende, og endnu engang er vi, der var med, blevet bekræftet i at denne sport er en unik gave til de unge. Selvværd, vedholdenhed, viljestyrke, aktiv sport, fællesskab, glæde og naturen, som en ekstra ven er kun nogle af de mange værdier, sejlsporten byder på.

Resultater:

Bedst placerede dansker blandt pigerne blev Michala Høeg Norsell, Yachtklubben Furesøen, på en 6.-plads. Hos drengene blev der høstet sølvmedalje af Oliver Ørting, Præstø Sejlklub.

Se samlede resultater her:

Drenge

Piger

Error loading Partial View script (file: ~/Views/MacroPartials/Content.Gallery.cshtml)