Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



24. august 2015 09:13 af Flemming Ø. Pedersen

Danske slutplaceringer mellem 6 og 8 ved For-OL

Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck - bedste danske båd ved For-OL. Foto: Pedro Martinez

Trods glippet medalje til sidst leverede Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck en toppræstation i Nacra 17. I alt fem danske både var i Medal Race.

For-OL er slut. Desværre lykkedes det ikke for Lin Ea Cenholt/Christian Peter Lübeck at tage en medalje, de sluttede som 10. og sidst i Medal Race, hvilket sendte dem ned fra tredje- til en samlet sjetteplads.

Under alle omstændigheder et rigtigt godt For-OL for Lin og CP, der gennem hele stævnet sejlede lige op med - og flere gange besejrede - langt mere erfarne verdensklassebesætninger.

Høgh: Bedre end sidste For-OL
Modsat Nacra'en havde tilbagevendte Jonas Høgh-Christensen et godt Medal Race med en 3. plads. Høgh endte samlet som nummer syv.

"Syvendepladsen er én placering bedre end ved seneste For-OL. Jeg satser på også at rykke én tand højere op ved næste års OL - sammenlignet med London 2012," skriver Høgh i en kommentar.

Også Anne-Marie Rindom sluttede af stærkt med en 3. plads i Medal Race - og en syvendeplads samlewt. 

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard sluttede som 8 i Medal Race og som nummer syv samlet.

Warrer og Thomsen disket i finalen 
Sidste danske finalebåd - Jonas Warrer/Anders Thomsen i 49er - blev disket i Medal Race på grund af forkert målgang. 

"Pinligt! I dag havde vi ikke styr på banen. I stedet for at gå i mål ved dommerbåden, som man plejer, skulle vi igennem gaten og ned til en seperat mållinje. Det havde vi ikke set, hvilket er for dårligt. Vi må tage til takke med en samlet ottendeplads, og en lektie om at have bedre styr på sejladsbestemmelserne. Godt at det var test-event," skriver Jonas og Anders i en kommentar oven på bommerten. 

Fem ud af syv danske både nåede således med i Medal Race - alle med slutplaceringer mellem seks og otte. 

I Laser sluttede Michael Hansen på en 30. plads, mens den sidste dansker ved For-OL, Sebastian Fleischer, måtte trække sig ud af RS:X-feltet midtvejs på grund af maveforgiftning.