Dansk Sejlunion



7. juli 2015 22:25 af Flemming Ø. Pedersen

Danskere i top-3 ved Nacra VM og 49erFX EM

Anette Viborg og Allan Nørregaard - godt fra start ved Nacra VM.

Allan Nørregaard og Anette Viborg har lagt stærkt ud ved Nacra 17-klassens VM i Kaløvig. I Portugal ligger tre danske besætninger i top-syv ved 49erFX’ernes EM.

Allan Nørregaard og Anette Viborg ligger på en samlet tredjeplads efter to dages sejladser ved Nacra 17 VM, der sejles ud for Kaløvig.

Tirsdagens tre sejladser bød på både en 1. og en 2. plads – foruden en 10. plads, som de trækker ud af pointregnskabet som dårligste placering.

Den danske besætning har stort set ikke trænet i ugerne op til VM på grund af en skulderskade hos Anette Viborg. Derfor kommer de foreløbige resultater som en positiv overraskelse.

Sparsom træning brugt rigtigt
”Vi havde selvfølgelig håbet på at være i nærheden af toppen, men vi havde ikke regnet med at ligge så langt fremme. Men vi må have brugt vores sparsomme træningstid rigtigt,” siger Allan Nørregaard.

Stævnets to første dage har været præget af kraftig blæst – det har passet danskerne ganske godt indtil nu.

”Vi følger godt med på fart, når det blæser. Samtidig har Allan stor erfaring, og vi formår at placere os rigtigt i båden, så vi ikke kæntrer i blæsevejret. Det er nogle af de ting, der skal til,” supplerer Anette Viborg.

Den anden danske landsholdsbesætning med Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck har fået en mere blandet VM-start og ligger foreløbigt nummer 17.

49er-klasser sejler EM - foreløbig dansk tredjeplads 
Yderligere to OL-klasser sejler om mesterskabsmedaljer i disse dage. Ud for Porto i Portugal gælder det EM for 49er og 49erFX.

FX-klassen har afviklet syv sejladser over to indledende dage med lette vindforhold. Danmark stiller med tre verdensklassebesætninger, og de har fra begyndelsen sat deres præg på sejladserne. Deres til sammen 21 starter har resulteret i 13 top-fem placeringer - og blot to placeringer uden for top-ti.    

Foreløbigt bedst er Horsens-søstrene Maiken og Anne-Julie Foght Schütt, der ligger på en samlet tredjeplads, mens Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen er nummer fem. De forsvarende europamestre fra både 2013 og 2014, Ida Marie Baad og Marie Thusgaard, ligger på en syvendeplads.

Warrer og Thomsen nummer 10
Herrernes 49er-klasse indledte tirsdag deres EM med fire sejladser. Den enlige danske besætning med Jonas Warrer og Anders Thomsen åbnede stævnet på lidt blandet vis med en 1. og en 2. plads – foruden placeringer som 11 og 16.

Samlet ligger de danske VM-sølvindere fra 2014 på 10. pladsen.