Dansk Sejlunion



4. juni 2015 20:02 af Joakim Rechnitzer

TORM GP - Afgørelsens time på Furesøen

Mogens Hansen
Foto: Mogens Hansen

Årets sidste TORM Junior Grandprix sejles i weekenden på Furesøen og samtidig afgøres det hvem der skal repræsentere Danmark ved de internationale mesterskaber.

Furesøen kommer i weekenden, 6.-7. juni, til at vrimle med Optimister, Zoom8-joller og Feva’er. Godt 200 joller er tilmeldt til stævnet der afholdes af Yachtklubben Furesøen.

Det er årets tredje og sidste afdeling af TORM Junior Grandprix, hvilket betyder at meget står på spil for både sejlere og familierne.

”Der ventes altid med stor spænding på de endelige resultater søndag, for det er afgørende for mange sejlerfamiliers ferieplanlægning. Bliver det til en udtagelse til de internationale mesterskaber for sejleren, ja, så er feriedestinationen afgjort,” fortæller Mads Flyger, klubkonsulent i Dansk Sejlunion.

Sejlerne udfordres på søen
Sejladsernes placering på Danmarks dybeste sø giver en ekstra dimension som passer godt med målene i Dansk Sejlunions aldersrelaterede træningskoncept (ATK) for de unge sejlere.

”ATK lægger vægt på at sejlerne skal kunne håndtere forskellige forhold som fx store bølge, strøm og varierende vind i både styrke og retning. Sidstnævnte forhold gør sig næsten altid gældende ved sejlads på en sø- derfor er det vigtigt for sejlernes udvikling at de også prøver det,” forklarer Mads Flyger.

Leg for alle
Under TORM Grandprix’et Legeministeren Lea Galsgaard tilbyder børn og legesyge voksne masser af vandleg med en tur på SUP eller i kajak.
Aktiviteterne er for alle, gratis, og finder sted lørdag fra kl. 11-15 og søndag fra kl. 11 til umiddelbart før sejlerne kommer i havn.

Følg stævnet på Yachtklubben Furesøens hjemmeside.