Dansk Sejlunion



24. juni 2015 09:30 af Joakim Rechnitzer

Sejlsporten på skoleskemaet i Aarhus

Aarhusianske folkeskoleelever får nu helt nye muligheder for at boltre sig på, i og ved Aarhus Bugt med nyt samarbejde.

Et nyt samarbejde mellem lokale fem sejlklubber i Aarhus, UNO Friluftscenter, Sailing Aarhus, Den Blå Rambla og Dansk Sejlunion sender skoleeleverne på vandet.

Omdrejningspunktet for samarbejdet er vandsport med aktiviteter, der spænder fra naturvejledning, Stand Up padling og kajaksejlads samt jolle- og kølbådssejlads – alt sammen i og omkring Aarhus Bugt. Alle klassetrin fra 0. til 10. klasse kan være med, og dermed føjer aftalen sig ind i folkeskolereformens ambitioner om den åbne skole. Folkeskolerne får igennem samarbejdet med sejlklubberne adgang til den bedste beliggenhed, godt udstyr og stor viden om, hvordan man introducerer børn og unge til sunde vandaktiviteter og sejlads.

Aftalen peger også frem mod såvel Aarhus 2017 som ISAF verdensmesterskaberne i sejlsport, der holdes i Aarhus i 2018. Derfor arbejdes der i øjeblikket på et undervisningsforløb, som rækker frem mod det største sejlsportsstævne i Danmark nogensinde.

”Vi er ovenud lykkelige for aftalen,” fortæller Thomas Capitani Nielsen, direktør i Sailing Aarhus. ”De lokale sejlklubber har i mange år haft lyst til at dele sejlsportens mange værdier med byens skoleelever, og samarbejdet med Børn og Unge samt Den Blå Rambla giver os en unik mulighed for at invitere skoleeleverne ud på vandet i spændende og udfordrende, men samtidig trygge rammer. Den massive interesse, vi allerede nu oplever til efterårets programmer, tyder på, vi har ramt rigtigt, og sejlklubberne glæder sig til at byde de mange ”nye” sejlere velkommen.”

Dansk Sejlunion ser positive takter i den nye samarbejdsaftale. ”Vi synes det er fantastisk at samarbejdet giver sejlklubberne mulighed for at introducere en masse nye børn og unge til vores bys store anden natur, Aarhus Bugt, hvor der er fokus på sejlads, godt sømandskab og vandaktivitet,” siger klubkonsulent Leon Träger.

Den nye samarbejdsaftale betyder samtidig, at Aarhus Kommune afvikler Dakbjerg Sejlcenter ved Mossø, som frem til i dag har udgjort skolernes tilbud om sejlads.  Den nye aftale træder i kraft 1. august 2015 og vil løbende blive evalueret, første gang med udgangen af skoleåret 2015/2016.

Fakta

  • Bag samarbejdsaftalen står: UNO Friluftscenter (Børn og Unge), Sailing Aarhus, Dansk Sejlunion, Den Blå Rambla, Kaløvig Bådelaug, Egå Sejlklub, Sejlklubben Bugten, Aarhus Sejlklub og Marselisborg Sejlklub.
  • Sejlklubbernes instruktører er sammen med UNO Friluftscenters sejlsportsansvarlige lærer ansvarlige for aktiviteterne.
  • Målet er, at eleverne lærer en masse om den natur, der omgiver Aarhus, og får øjnene op for nogle af de mange muligheder, Aarhus Bugt giver i forhold til fysisk bevægelse og rekreative aktiviteter. Samtidig understøtter aktiviteterne den læring, der sker i skolen.
  • Eleverne vil møde både den unge landsholdssejler, tursejleren og senioren, der har sejlet på bugten hele livet.