Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



14. juni 2015 18:37 af Flemming Ø. Pedersen

Rindom cementerer topniveau med World Cup-tredjeplads

Anne-Marie Rindom markerede sin 24 års fødselsdag med at sejle at fremragende Medal Race i Weymouth. Foto: Flemming Ø. Pedersen

Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom sluttede på tredjepladsen ved World Cupen i Weymouth. Det var Rindoms tredje podieplads i 2015. Derimod glippede podiet i 49erFX for Ida Marie Baad og Marie Thusgaard.

Anne-Marie Rindom cementerede sit niveau som en af verdens bedste Laser Radial-sejlere, da hun søndag besatte tredjepladsen ved World Cup-stævnet i engelske Weymouth – samme sted, hvor OL-sejladserne i 2012 blev afholdt.

Rindom sejlede et fremragende Medal Race, hvor hun krydsede målstregen som nummer to. Det var nok til at avancere to pladser i den samlede stilling – og lige præcis nok til at skubbe briten Alison Young ned fra podiet.

Dermed en tredjeplads og bronzemedalje i fødselsdagsgave til Rindom, der søndag fyldte 24 år. Det var Horsens-sejlerens tredje podieplacering i 2015. Blandt andet vandt hun tidligere på året World Cup’en i Miami.

Næste store opgave for Rindom og Sarah Gunni, der blev nummer 11 i Weymouth, bliver europamesterskaberne, der sejles i Kaløvig i dagene 17.-24. juli.

FX'erne blev fire, fem og seks
I 49erFX-klassen var tre danske både med i søndagens Medal Race. Og de sluttede lige præcis de tre placeringer uden for podiet – som numer fire, fem og seks.

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard havde ellers gode chancer for at tage bronzemedaljen, men på sidste ben smuttede deres direkte konkurrent - den spanske båd - fra dem og gik i mål som nummer 3, mens Ida og Marie måtte tage til takke med 8. pladsen og en samlet placering som nummer fire.

Så gik det langt bedre i Medal Race for Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, der kom i mål som nummer 2'er - og samlet slutter på sjettepladsen. 

Maiken og Anne-Julie Schütt blev 4 i Medal Race og samlet nummer fem. 

Niendeplads til Cenholt/Lübeck
I sluttede Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck stævnet med at blive 8 i Medal Race - og sammenlagt nummer ni.

Tidligere på ugen udgik Allan Nørregaard og Anette Viborg på grund af en skade. Dog ikke mere alvorlig, end at de forventer at være til start ved VM i Kaløvig, 5.-12. juli.