400 sejlere til Sail Extreme og TORM Junior Grandprix
Sail Extreme i pinsen havde sejladser i ni klasser. Både lørdag og søndag blev der afviklet fine sejladser på Kerteminde Bugten, og vinden blev ikke på noget tidspunkt kraftigere, end at de fleste sejlere kunne være med.
Sail Extreme i Kerteminde samlede i år op imod 400 sejlere i de ni klasser: Optimist, Zoom8, Feva, Contender, A-cat, Europe, 29er, Laser Standard og Laser Radial.
Stævnet var samtidig årets andet TORM Junior Grandprix for sejlere i Optimist, Feva og Zoom8. Alle tre juniorklasser var med virkelig god tilslutning, idet der i Optimist A var 108 sejlere, RS Feva var repræsenteret med 16 besætninger og Zoom8 med 59 sejlere. Ved siden af TORM Junior Grandprix-klasserne var der store felter i B- og C-Optimist med samlet 89 sejlere.
Også i jolleklasserne for unge og voksne var deltagerantallet flot. Se antallet af deltagere i de enkelte klasser nedenfor ved resultatlisterne.
Resultater fra TORM Junior Grandprix og Sail Extreme:
› A-Optimist (108 sejlere)
› B-Optimist (44 sejlere)
› C-Optimist (45 sejlere)
› Feva (16 besætninger)
› Zoom8 (59 sejlere)
› Contender (19 sejlere)
› Europe (39 sejlere)
› Laser Standard og Laser Radial (11 sejlere)
› A-cat (10 sejlere)
› 29er (14 besætninger)
Stor opbakning til legeministeren
Traditionen tro stillede Dansk Sejlunion med en legeminister – denne gang Martin Hansen – der stod klar med en TORM-aktivitetstrailer til leg og SUP-Safari for sejlernes søskende, legesyge forældre og andre interesserede, der ønskede puls og vand i håret.
Dansk Sejlunions legeminister Martin Hansen introducerer børn og
voksne legebørn til vandsport. Foto: Mads Flyger.
Kerteminde Sejlklub bakkede Dansk Sejlunions legeminister op med en virkelig flot markedsføring - f.eks. blev tilbuddet nævnt både på TV2 Fyn og i Fyns Stiftstidende. Den gode markedsføring var med til at skabe så stor travlhed for legeministeren, at han flere gange i løbet af lørdag og søndag måtte bede folk om at vente, idet alle SUP-boards og sit-on-top kajakker allerede var i brug.
Gallerier
Se gallerier fra Sail Extreme og TORM Junior Grandprix via Kerteminde Sejlklubs hjemmeside.