Dansk Sejlunion



26. marts 2015 10:08 af Joakim Rechnitzer

Landsholdssejleren er nu både træner og forsker

Jonathan Bay er indtrådt som ny udviklingstræner i 49erFX og 49er for at sikre klassernes fundament i de olympiske satsninger. Samtidig med det, så håber Jonathan på at lave en Ph.d. om det fysiske element af olympisk sejlsport.

Dansk Sejlunions evalueringer med den relativt store udviklingsgruppe i 49erFX og 49er pegede på, at der var behov for en intensivering af træningsstrukturen. ”Vi var ikke i tvivl – om hvem der var den rette mand på posten som ny udviklingstræner for skiff-klasserne,” fortæller Dansk Sejlunions talentudvikler Jan Christiansen.

Valget faldt på Jonathan Bay der i mange år selv var aktiv sejler 49eren. Jonathan er en af de danske sejlere som i dag står med rigtig stor viden og indsigt i de olympiske skiff-klasser.

Dansk sejlsport har en stærk udviklingsgruppe der ligger lige uden for landsholdet på tværs af de to klasser, og det er det der skal til for at få styrket fundamentet i klasserne.

Fokus på et stærkt og åbent miljø
”Som udviklingstræner bliver det Jonathans opgave er inspireret af de erfaringer vi havde med kampagnerne frem til 2004 og 2008. Vi havde ikke så mange ressourcer, men vi havde nogle rigtig dygtige og engagerede sejlere,” fortæller Jan Christiansen, der stod i spidsen for 49er-klassen i disse år.  

”Fokus var på at få sejlerne til at udvikle sig sammen som et team. Det gav flere internationale medaljer og topresultater selv med ret unge sejlere. Og det gav også den anerkendelse, der ligger i, at vores model dannede skole for det Ph.d. arbejde, Team Danmarks sportspsykolog Kristoffer Henriksen lavede over miljøers betydning for talentudvikling.”

Det er de bedste sejlere i gruppen som skal definere aktiviteter og planlægning. Vigtigt er det også, at træningsgruppen med Jonathan Bay i spidsen er  åben for alle der vil deltage.

Forskning på vej
Jonathan Bay studerer på Institut for Idræt og Ernæring i København. Her brænder hans hjerte dybt for sejlsporten. Det brænder så dybt at Jonathans plan er, at han fra sommerferien vil forsøge at få oprettet et Ph.d. stipendie med fokus på det fysiske element af sejlsporten.

”Sejlsporten betyder alverden for mig, og det vil altid være mit mål at hjælpe med at skaffe medaljer til Danmark,” siger Jonathan.

”Samtidig er jeg meget involveret i min uddannelse i humanfysiologi. De mekanismer og tilpasninger der ligger bag optimeringen af den fysiske præstation, og den videnskabelige forskning, der klarligger dem, har længe fascineret mig. Derfor arbejder jeg på, at kunne forene de to verdner i et Ph.d. projekt, der skal undersøge mulighederne for at forbedre vores sejleres fysiske kapacitet.”

Jonathan Bay har lagt navn til Bay-testen som Team Danmark bruger til at teste de danske skiff-sejlere.

Næste gang skiff-udviklingsgruppen mødes er i Cavaliere, Frankrig i påsken.

Informationer
Har du spørgsmål til udviklingstrænerfunktionen i skiff-klasserne så kan du kontakte talentudvikler Jan Christiansen, tlf. 21 27 00 71 / mail.
Eller til udviklingstræner Jonathan Bay, tlf. 21 82 35 21 / mail.

Vil du se planen for skiff-udviklingsgruppetræningen, så kan du finde den her.

Aktivitetskalender og almanakken findes her.