Dansk Sejlunion



31. marts 2015 21:02 af Flemming Ø. Pedersen

Fleischer og FX’ere imponerer på Mallorca

Sebastian Fleischer

RS:X-surferen vandt én af tirsdagens sejladser – ligger samlet nummer fem. I 49erFX er Schütt-søstrene og Jena Hansen/Katja Salskov helt fremme. Høgh er nummer 20.

Sebastian Fleischer har fået en forrygende start ved EUROSAF-stævnet på Mallorca. Den 21-årige RS:X-surfer satte trumf ved at vinde den ene af tirsdagens tre sejladser – og med placeringer som 7 og 10 i de to øvrige foruden den 3. plads, han havde med fra åbningsdagen, så ligger Fleischer på en samlet femteplads efter to dages sejladser.

Også i 49erFX er der fine danske takter. Maiken og Anne-Julie Schütt fik en prik for anden dag i træk. I dagens anden sejlads blev de nummer 14 – den indgår som fratrækker indtil videre. Samlet ligger Horsens-søstrene på en andenplads.

Dagens bedste serie
Jena Mai Hansen/Katja Salskov-Iversen var tirsdag klart bedst af alle i feltet med to 2. pladser. Samlet er de nummer fire – med en 3. plads som aktuel fratrækker, så det tegner lovende for, før sejladserne i guldfeltet indledes onsdag.

I Laser Radial ligger Anne-Marie Rindom på sjettepladsen efter placeringer som 5 og 3. I det andet felt blev Sarah Gunni 5 og 7 i de to sejladser, samlet er hun nummer ni.

Lübeck-Cenholt fortsætter gode takter
Efter fire sejladser hos Nacra 17-sejlerne er Christian Peter Lübeck/Lin Ea Cenholt bedste danske båd på en niendeplads – efter placeringer som 8 og 7 tirsdag. I det andet felt blev Allan Nørregaard/Anette Viborg nummer 9 og 2, det rækker til en samlet 12. plads.

Hos 49erne kom Jonas Warrer/Anders Thomsen ind med placeringer som 4 og 17 – og en foreløbig 11. plads.

For Jonas Høgh-Christensen i Finn bød tirsdag på en 13. og en 31. plads – samlet er han nummer 20.

Se alle resultater fra stævnet