Dansk Sejlunion



1. april 2015 22:08 af Flemming Ø. Pedersen

Dobbelt dansk FX-føring i Palma

Jena Mai Hansen/Katja Salskov-Iversen fører 49erFX-feltet i Palma. Arkivfoto: Mick Anderson

Jena Mai Hansen/Katja Salskov-Iversen overtog onsdag føringen i 49erFX – med Schütt-søstrene på andenpladsen. I Laser Radial rykker Anne-Marie Rindom ind på en podieplads.

Onsdag var tredje dag med sejladser ved Trofeo Princesa Sofia ud for Palma – og første dag med guldfelter for de bedst placerede både.

I 49erFX fortsætter de gode danske takter. Jena Mai Hansen/Katja Salskov-Iversen hentede onsdag en 1-10-16 serie, hvilket sender dem op på en samlet førsteplads i stillingen – tæt forfulgt på andenpladsen af Anne-Julie/Maiken Schütt (6-1-11).

Ida Marie Baad/Marie Thusgaard lagde stærkt ud onsdag med to 2. pladser, før en 24. plads i sidste sejlads kostede muligheden for at rykke tæt på toppen. Samlet er de nummer syv.

Rindom på tredjeplads
I Laser Radial fik Anne-Marie Rindom placeringer som 3 og 10. Det sender hende tre pladser frem i stillingen til en samlet tredjeplads. Også Sarah Gunni rykker tre pladser frem til en sjetteplads – trods en tyvstart i dagens første sejlads.

”Jeg føler mig ikke i form, så jeg frygtede hvordan det skulle gå i dag (...). Men jeg sejlede hurtigt og endda også rigtig smart (...). Jeg er lidt sur på mig selv over, at jeg tyvstarter og får en straf, men... Jeg er så pavestolt over, at jeg har sejlet så godt, så humøret er stadig godt,” lyder et uddrag af Gunnis opdatering på Facebook.

Fremgang for Høgh
I RS:X hænger Sebastian Fleischer stadig på fremme i feltet. Placeringer som 10 og 15 blev dagens udbytte for den unge nordsjællænder, der dropper et par pladser til en samlet syvendeplads.

Til gengæld var der fremgang for Jonas Høgh-Christensen. Med en 6. og en 13. plads hopper han otte placeringer frem til en samlet 12. plads.

I Nacra 17 går det fortsat fint for Lin Ea Cenholt/Christian Peter Lübeck, der holder en samlet niendeplads (10-14-16). Allan Nørregaard/Anette Viborg havde en tung dag (20-23-21) og falder tilbage på en 23. plads.

Også Jonas Warrer/Anders Thomsen i 49er har vanskeligheder på Mallorca. Onsdag fik de en tyvstart foruden placeringer som 16 og 11. Dermed dropper de ned på en 16. plads.