Dansk Sejlunion



27. februar 2015 11:49 af Flemming Ø. Pedersen

Holdspiller og god kammerat tildelt Viggos Legat

Johannes Birkholm får overrakt gavechecken af Viggo Jacobsens søn, Ole Viggo Jacobsen.

14-årige Johannes Birkholm fra Kaløvig Bådelaug blev første modtager af Viggos Legat - en pris på 10.000 kr. til karriereudviking for en ung Optimist-sejler

Den 13. februar 2014 fejrede Optimist-pioneren Viggo Jacobsen sin 100 års fødselsdag. I den anledning indstiftede han Viggos Legat, der hvert år skal gives til en ung Optimist-sejler. 

Første uddeling af prisen fandt sted den 21. februar, hvor 14-årige Johannes Birkholm fra Kaløvig Bådelaug fik overrakt gavechecken på 10.000 kr., øremærket til hans videre udvikling som sejler.

Johannes er en dygtig og ihærdig Optimist-sejler. Men endnu vigtigere - så er han en holdspiller og en god kammerat, der altid smiler til andre børn og voksne på havnen.

Han er en talentfuld sejler og klarer sig rigtigt godt, selv om han har sejlet i kortere tid end mange af de andre børn.

Familie uden sejlerbaggrund
Det hører med til historien, at Johannes kommer fra en familie uden baggrund i sejlsport - han bor i Aarhus med sine forældre og to yngre søskende. Johannes har skullet lære det hele selv - med hjælp fra trænere, kammerater og andre sejlerforældre.

Samlet set var dét baggrunden for, at legatbestyrelsen med Viggos søn, Ole Viggo Jacobsen, Jens Erik Hansen, kraftcentertræner Finn "Beton" og Dansk Sejlunions klubkonsulent Leon Träger, valgte at giver Viggos Legat 2015 til Johannes Birkholm.

Tillykke fra Dansk Sejlunion.