Dansk Sejlunion



4. februar 2015 14:59 af Flemming Ø. Pedersen

Henstilling til Gråsten Sejlklub om at efterleve kendelse

Gråsten-sagen blev grundigt debatteret på Dansk Sejlunions generalforsamling i 2014.

Dansk Sejlunion sender henstilling til Gråsten Sejlklub om at leve op til kendelse truffet af Ordensudvalget – og senere stadfæstet af DIF-idrættens Højeste Appelinstans. Samtidig varsler Dansk Sejlunion suspension af klubben.

En fortsat uløst konflikt mellem Gråsten Sejlklub og et tidligere medlem får nu Dansk Sejlunion til at reagere med henblik på at få sagen afsluttet. 

Sagen udspringer af et årelangt forløb, hvor flere konfliktsituationer mellem Gråsten Sejlklub og medlemmet – en mandlig bådejer – kulminerede i 2012, da klubben besluttede at ekskludere medlemmet.

Medlemmet ankede sagen til Dansk Sejlunions Ordensudvalg og fik medhold. I begyndelsen af 2014 blev Ordensudvalgets kendelse stadfæstet af DIF-idrættens Højeste Appelinstans. Hermed var Gråsten Sejlklub pålagt at genoptage medlemmet.

Frist frem til 18. marts
”Vi har flere gange det seneste år indskærpet klubbens pligt til at følge op på afgørelsen fra DIF. Vi har forsøgt forhandling, og vi har givet klubben god tid til at løse sagen. Det er ikke sket, og derfor reagerer vi nu i form af en skriftlig henstilling til Gråsten Sejlklub om at efterleve kendelsen samt et varsel om suspension, hvis klubben fortsat afviser at optage medlemmet,” siger Dansk Sejlunions generalsekretær, Mads Kolte-Olsen.

Dansk Sejlunion har fastlagt Gråsten Sejlklubs generalforsamling den 18. marts 2015 som frist for, hvornår klubben senest skal genoptage bådejeren som klubmedlem.

Sker det ikke, vil klubben med virkning fra 19. marts blive suspenderet som medlem af Dansk Sejlunion. Det vil bl.a. have den konsekvens, at klubbens sejlere, herunder børn og unge, ikke længere kan deltage i Dansk Sejlunions aktiviteter.

Gråsten Sejlklub har nøglen
Suspensionen vil i første omgang gælde frem til 1. juli 2015 – eller indtil klubben har genoptaget bådejeren som medlem. Dansk Sejlunions bestyrelse mødes den 18. juni og vil her gøre status og tage stilling til det videre forløb.

”Det er en ulykkelig sag for alle parter. Men det hører med, at sagen er grundigt behandlet ved to instanser – begge steder er klubbens beslutning blevet underkendt. Som sagen står, er det Gråsten Sejlklub, der har nøglen til at få sagen endeligt afsluttet,” siger Mads Kolte-Olsen.

Ny vejledning fra DIF
Gråstens-sagen berørte også Dansk Sejlunions generalforsamling i 2014. Generalforsamlingen besluttede at pålægge Dansk Sejlunions bestyrelse at gennemføre dialog med DIF med det formål at forebygge fremtidige forløb som dét, Gråsten Sejlklub har oplevet.

Dansk Sejlunions sekretariat har hen over 2014 været i dialog med DIF, hvilket har bidraget til, at DIF nu har udarbejdet en særlig vejledning om klubbers håndtering af eksklusionssager. Vejledningen præciserer klubbens rettigheder og forpligtelser, når man indleder en sag om eksklusion af et medlem.

Tydelighed om krav og regler
”En væsentlig pointe i Gråsten-sagens kendelser er, at der ikke skabes nogen tvivl om en klubs ret til at ekskludere et medlem, når de rigtige forudsætninger og den nødvendige dokumentation er til stede. DIF’s nye vejledning tydeliggør, hvilke dokumentationskrav og formelle regler, som en idrætsklub skal opfylde for at sikre et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag,” siger Mads Kolte-Olsen.

I Dansk Sejlunions sekretariatet har Gråsten-sagen ført til en præcisering af beredskabet i forbindelse med sager, der kan føre til eksklusion. Som noget nyt tilbyder Dansk Sejlunion gratis kurser i konflikthåndtering (26.2. og 12.3.) foruden som hidtil at yde rådgivning til klubber, der har konfliktsager under opsejling.

Fremtidige kendelser offentliggøres
DIF-idrættens Højeste Appelinstans er begyndt at offentliggøre resuméer af sine kendelser, herunder eksklusionsager. Også Dansk Sejlunions Ordensudvalg vil også fremover offentliggøre sager i anonymiseret form – særligt med det formål at skabe læring med udgangspunkt i konkrete sagsforløb.