Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



13. januar 2015 08:34 af Joakim Rechnitzer

Fysisk træning skaber resultater for talentfuld surfer

Windpic
Foto: Windpic

Med hjælp fra Dansk Sejlunion, har 22-årige Sebastian Kornum på mindre end et år forbedret sin fysik så markant, at målet om VM-podiet er kommet et stort skridt nærmere.

Sebastian Kornum er blandt Danmarks mest talentfulde sejlere. Trods en alder på kun 22 år har skibonitten længe været blandt verdens bedste Formula windsurfere. To VM-titler i ungdomsklasserne blev i 2013 fulgt op med titlen som bedste letvægter under senior-VM, og siden fulgte flere top-10 placeringer i internationale mesterskaber.

Men der har manglet kropsvægt for at nå det egentlige mål - VM-podieplaceringer blandt de tungeste.

Jeg skal være tungere
I maj måned 2014 indledte Sebastian et samarbejde med Dansk Sejlunions talentudvikler Jan Christiansen under et af de danske Formula-stævner. ”Jeg skal være tungere og stærkere, og jeg skal lære at forebygge skader!,” var surferens svar på spørgsmålet om hvordan VM-medaljerne kom i rækkevidde.

Jan Christiansen satte Sebastian i kontakt med Sejlunions specialist i fysisk træning, amerikanske Simon Stewart, og herefter er det gået stærkt.

Detaljerne er i fokus
”Simon Stewart analyserer min fysik og lærer mig helt andre træningsmetoder end jeg er vant til. Planen er, at jeg ved at øge kropsstyrken, automatisk bliver tungere, og samtidig opbygger et naturligt værn mod skader. Simon retter min opmærksomhed på tekniske detaljer i fysiske træningsprogrammer. Simons detaljer kræver meget koncentration fra min side, og det er faktisk perfekt, fordi det lærer mig at holde fokus, når kroppen er allermest presset,” forklarer Sebastian Kornum om den målrettede træning.

Sebastian Kornum Fysisk Træning Windsurf (1)

Sebastian har gennem vinteren opholdt sig på Maui for at udvikle nye sejl sammen med nogle af verdens bedste surfere, og selvom kropsvægten stadig mangler et stykke til de optimale 90-95 kilo, så er der markant fartforskel i forhold til tidligere år.

Godt samarbejde
”Min fart matcher de hurtigste, og jeg er blevet langt mere robust i forhold til skader, samtidig med at jeg har lært at presse kroppen yderligere, så jeg er ret optimistisk i forhold til sæsonens målsætning,” siger Sebastian og fortsætter:

”Selvfølgelig er der andet end udstyr og fysisk træning, som afgør et mesterskab, men skal jeg prioritere, ligger fysisk træning i top sammen med udstyret, for er man vel forberedt på disse to punkter, så er det nemmere at arbejde optimalt med det taktiske og det mentale, som Jan Christiansen og Sejlunionen også kan styrke mig i. Alt har selvfølgelig betydning for motivationen til at bruge 30 timer ugentligt på sin sport.”

Travl sæson
Sebastian Kornums 2015-kalender er travl og ambitiøs. Årets primære mål er Formula VM, derefter kommer World Cup Slalom, Eurocup og endelig så mange skandinaviske stævner som muligt.

Jan Christiansen følger opmærksomt med fra sidelinjen og supplerer med vigtig viden om meteorologi, sports-psykologi, kapsejladsregler og lignende.