Dansk Sejlunion



2. december 2014 15:28 af Flemming Ø. Pedersen

Team Danmark-støtte sender sejlere til Rio

Nacra 17 - en af de klasser, hvor dansk sejlsport bliver repræsenteret ved OL i 2016. Foto: Mick Anderson

Øget Team Danmark-støtte i 2015 skal give sejlerne mulighed for flere træningslejre i Rio frem mod OL i 2016.

De bedste danske sejlere kan se frem til flere penge næste år. Team Danmarks bestyrelse har besluttet at øge støtten til Dansk Sejlunion med 600.000 kroner til i alt 8,85 mio. kroner i 2015.

Den øgede støtte skal bruges til at bygge videre på den flotte sportslige udvikling, som sejlerne er inde i, skriver Team Danmark i en pressemeddelelse om baggrunden for at øge støtten til sejlerne.

Topresultater i 2014
Ikke mindst en række topresultater i 2014 - bl.a. EM-guld og VM-sølv til Ida Marie Baad og Marie Thusgaard, 49erFX, samt VMN-sølv til Jonas Warrer og Anders Thomsen i 49er - har spillet ind i Team Danmarks overvejelser.

”De flotte resultater er hentet i flere bådklasser, og det er et godt tegn, at vi ser så mange helt fremme i den absolutte verdenselite. Især er det imponerede, at Danmark allerede på nuværende tidspunkt er kvalificeret i hele 7 ud af 10 olympiske bådklasser. Derfor er jeg glad for, at vi kan skrue op for støtten til elitearbejdet i Dansk Sejlunion i det kommende år,” siger direktør Michael Andersen fra Team Danmark.

Fokus mod Rio 2016
Ved VM i Santander i august lykkedes det de danske sejlere at sikre hele syv nationspladser, og det betyder, at sejlerne og Dansk Sejlunion allerede nu kan arbejde målrettet frem mod OL i 2016.

Derfor skal de 600.000 kr. i øget støtte primært bruges på at sikre så optimale vilkår som muligt for sejlerne i deres forberedelser til Rio.

Konkret får sejlerne mulighed for at afholde træningslejre i Rio i store dele af OL-forberedelsesperioden. Det er afgørende, at sejlerne får erfaring med forholdene i Rio, da de adskiller sig væsentligt fra det, de er vant til, forklarer Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen.

”Rio er et svært sted at sejle. Vind- og strømforholdene er meget omskiftelige og ændrer sig hele tiden alt efter hvilket tidspunkt på dagen, vi sejler. Derudover er der fem baneområder til OL, og vi ved ikke på forhånd, hvor de forskellige bådklasser skal sejle. Derfor er det vigtigt, at sejlerne kommer derned og lærer de lokale forhold i flere områder at kende” siger han.

Grund til optimisme
I Team Danmark er nedtællingen til OL i Rio også skudt i gang, og der er al mulig grund til at være optimistiske, når vi ser på det niveau, sejlerne viser, mener Michael Andersen.

”Grundlæggende fortæller årets gode resultater i sejlsport, at det bliver et meget stærkt OL-hold, Danmark sender af sted til Brasilien. Samtidig skal vi holde fokus på talentudviklingen, så vi sikrer, at vi også efter OL i Rio kan fastholde og videreudvikle sejlernes niveau,” siger Team Danmark-direktøren.

Fakta om Team Danmark-støtte
Aftalerne om Team Danmarks-støtte til 21 specialforbund i 2015 er netop faldet på plads, og de 21 specialforbund kan samlet se frem til godt 80 mio. kroner i Team Danmark-støtte næste år.

Ud over sejlsport kan bl.a. orienteringsløb og handicapidræt kan se frem til øget støtte til deres eliteidrætsarbejde.

Ud over de 21 specialforbund, som bestyrelsen har fastlagt støtten til i 2015, vil støtte til yderligere syv specialforbund blive fastlagt i foråret 2015.