Dansk Sejlunion



1. december 2014 11:01 af Flemming Ø. Pedersen

Køb en brugt klubbåd – syv ligabåde sat til salg

Dansk Sejlunion sælger ligabådene for 300.000 kr. pr. stk. (uden sejl). Går salget igennem, bliver de afløst af nyindkøbte både til den kommende sæson. Formålet er at sætte blus under udbredelsen af klubbåde.

Dansk Sejlunion har besluttet at sætte Sejlsportsligaens syv J/70ere til salg. Bådene kom til Danmark tilbage i maj som fabriksnye og har siden været på vandet ved fire ligastævner, Champions League og kvalifikationsstævnet – i alt 16-18 dage eller i runde tal 100 timers sejlads.

”Vi har fået nogle forespørgsler om bådene, og det har ført til overvejelser om, hvorvidt vi kunne være med til at stimulere udbredelsen af klubbåde,” forklarer Mads Kolte-Olsen, generalsekretær i Dansk Sejlunion.

Alle sælges – eller ingen
Dansk Sejlunion sælger J/70-bådene til en kontantpris på 300.000 kr. pr. stk. Prisen inkluderer trailer. Til gengæld er der ikke sejl med i prisen – de nuværende ligasejl med numre og sponsornavne skal genbruges i den kommende sæson.

Finansiering af bådkøb via leasing i DS Klubfinans er ikke mulig, til gengæld kan en interesseret klub låne op til 75.000 kr. i Dansk Sejlunions lånefond.

Det er helt afgørende, at bådene i Sejlsportsligaen er fuldkommen identiske. Derfor vil et salg alene blive aktuelt, hvis det lykkes at afsætte alle syv både. At sælge nogle af dem – og så fylde op med nye både, vil ikke forekomme, understreger Mads Kolte-Olsen.

Fortrinsret for klubaktivitet
”Klubberne har mulighed for at lave en bindende købsaftale på én eller flere både. Selve effektueringen af salget vil ske i det øjeblik, vi har underskrevne aftaler på alle syv både,” siger Mads Kolte-Olsen og tilføjer, at bådene kan købes af alle, også til privatbrug. Dog har køb til klubaktiviteter fortrinsret.

”Hele ideen er at få nogle både ud i klubberne. Derfor prioriterer vi klubsalg forud for privatsalg. Men det gør ingen forskel, om det er klubben selv, der køber båden – eller om købet foretages af en privatperson eller virksomhed, som derefter lejer eller låner båden ud til klubben. Det afgørende er klubaktiviteten,” siger Mads Kolte-Olsen.   

Næsten ny reservebåd
Prisen på 300.000 kr. er fastlagt på et niveau, så Dansk Sejlunion kommer ud af bådsalget uden tab – bortset fra budgetterede afskrivninger. Som nævnt sælges bådene inklusiv trailer, men uden sejl. Klistermærker på skroget bliver pillet af, og alle nødvendige småreparationer bliver udført.

Én af bådene har været reserve gennem hele sæsonen og har derfor kun været på vandet cirka fire timer i alt. Prisen er derfor lidt højere, 315.000 kr. inklusiv trailer og uden sejl.

Priserne er inklusiv moms.

Sejl som tilkøb
Sejl skal anskaffes separat. Klubben kan vælge at benytte ét af de to favorable tilbud på sejl, som bliver udbudt gennem DS Klubfinans. Et stel J/70-sejl fra Ullman Sails koster cirka 20.000 kr., et stel sejl via North Sails koster cirka 34.500 kr. 

En brugt J/70 med nye sejl vil således kunne købes fra omkring 320.000 kr. Til sammenligning koster en ny båd, inklusiv sejl, fra omkring 350.000 kr. (købt kontant gennem DS Klubfinans).

Læs mere om klubbåd og DS Klubfinans - herunder med information om nye pristilbud på sejl  

Frist er 1. januar 2015
Fristen for bindende tilsagn om køb af en brugt ligabåd er 1. januar 2015. Skæringsdatoen er  afgørende, fordi der skal være tid til at bestille og få leveret nye både til ligasæsonens opstart den 8. maj i Skive.  

For mere information om de brugte ligabåde – kontakt Dansk Sejlunions økonomichef, Henrik Blakskjær, hbl@sejlsport.dk