Dansk Sejlunion



12. oktober 2014 00:54 af Flemming Ø. Pedersen

Volvo Ocean Race - start på ni måneders kapsejlads

Arkivfoto: A. Sanchez/Team Vestas Wind

Lørdag eftermiddag blev de syv startende både i Volvo Ocean Race sendt af sted fra startbyen Alicante i Spanien. En tur på 38.739 sømil er i vente for bådene, der lå tæt samlet de første timer.

Med knap ni måneders kapsejlads forude forekommer det næsten bizart, at danske Team Vestas Wind blev taget i en tyvstart og måtte vende rundt, førend båden kunne stikke af sted på den 6.487 sømil lange første etape af Volvo Ocean Race.

Tyvstarten blev hurtigt overvundet, og da Nicolai Sehested tidligt lørdag aften var igennem live på TV2 kunne han berette, at alle bådene lå samlet inden for et par hundrede meter.

Trackingen kunne senere bekræfte billedet af et samlet felt, hvor fem af bådene - heriblandt Team Vestas Wind - så ud til at have opbygget et lille forspring i forhold til kinesiske Dongfeng og svenske Team SCA. 

Følg sejladsens udvikling på den officielle hjemmeside

Læs mere om Team Vestas Wind