Dansk Sejlunion



5. oktober 2014 13:46 af Hans Natorp

Tillykke - Dan Ibsen fylder 60 år

I sejlsportsverdenen kender mange af os Dan Ibsen som Dansk Sejlunions generalsekretær gennem næsten 30 år. Hans liv i sejlsporten rækker dog langt videre end det.

Hele Dan Ibsens arbejdsliv har haft sejlsport som omdrejningspunkt. Studierne på Københavns Universitet pegede godt nok i en anden retning, men et studiejob som skribent i sejlsportens verden fik hurtigt overtaget, og herfra gik karrieren via en konsulentstilling i Dansk Sejlunion direkte til generalsekretærstillingen.

Under Dans ledelse har Dansk Sejlunion udviklet sig til at være en anerkendt og respekteret organisation i idrættens verden under Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark med mange almene aktiviteter og store sportslige resultater.

Den aktive sejler
Også uden for kontoret er sejlsport et væsentligt omdrejningspunkt for Dan. I sin tidlige, aktive sejlsportskarriere repræsenterede han Danmark ved OL i 1976 i 470-jolle.

Og som det seneste går hans  ambitioner på at ligge forrest i Two Star-sejladser sammen med sin bror Allan.

Det internationale
Dans passion for sejlsport har i årenes løb drevet ham ind i sejlsportspolitik på den internationale scene med posten som vicepræsident for EUROSAF og med et fantastisk netværk i sejlsportens øverste internationale organisation, ISAF.

Han er nok en af de personer, der har deltaget i flest ISAF-årsmøder overhovedet. Han har gennem mange år siddet som formand for ISAF Sail Rankings Sub-committee, som har opbygget ISAF World Sailing Ranking-systemet.

Selv om Dan Ibsen i dag har kastet sig over formidling af sejlsport via Bådmagasinet og Sail-World Europe, hvor han for sidstnævnte er redaktør og medejer, har vi stadig stor glæde af Dans formidable netværk og viden, når han deltager i det internationale arbejde som repræsentant for Dansk Sejlunion.

Fristedet i skærgården
Og når sejlsport en sjælden gang ikke står øverst på programmet, tilbringer Dan gode stunder med sin hustru Ester i familiens hus på en ø i den svenske skærgård – behageligt langt fra internettet og alle os, der altid kan finde på noget sejlsport, som vi lige skal vende med Dan.

Tillykke
Kære Dan – tillykke med fødselsdagen og tak for dit evige engagement og din store passion for sejlsporten.

Jeg ser frem til en ny epoke med rigtigt mange års godt samarbejde for at gøre sejlsporten endnu bedre!

Med sejlerhilsen

Hans Natorp
Dansk Sejlunion, formand