Dansk Sejlunion



7. oktober 2014 09:02 af Joakim Rechnitzer

OL-sejlere får økonomisk boost frem mod Rio

Marie Thusgaard Olsen og Ida Marie Baad er blandt de ni danske atleter der nu modtager ekstra OL-støtte.

Et individuelt olympisk scholarship på 100.000 kr. til ni danske atleter, herunder tre sejlere, skal gøre en forskel i deres forberedelser frem mod OL i Rio de Janeiro om knap to år.

Ved VM i september hentede Sejlerlandsholdet syv OL-nationspladser. Det blev også til to danske VM-medaljer – begge af sølv – og de blev vundet af Ida Marie og Marie i 49erFX og af Jonas Warrer sammen med sin nye makker Anders Thomsen i 49er.

Sejlerne er blandt de ni atleter som Danmarks Idrætsforbund (DIF) har givet et olympisk scholarship til.

”Vi har valgt atleter, hvor et scholarship både økonomisk og som yderligere motivation kan gøre den lille ekstra forskel, som kan løfte dem op på højeste niveau til OL i Rio. Atleterne har vundet medaljer ved VM og EM, men endnu ikke ved OL, dog undtaget Jonas Warrer. De ni er udvalgt blandt mange kvalificerede kandidater, og vi har prioriteret så der er en fornuftig fordeling mellem sportsgrene og primært støttet yngre atleter,” siger Morten Rodtwitt, OL-chef og chef de mission i DIF.

Modtagerne opfylder kriterierne for at få et olympisk scholarship, idet de har et sportsligt niveau med sandsynlighed for kvalifikation til OL, potentiale til top 8 ved legene i Rio, og de dyrker ikke en sportsgren med en høj personlig indkomst, så det økonomiske bidrag og anerkendelsen kan gøre en betydelig forskel i atleternes OL-kampagne. Pengene til de ni Rio-scholarships kommer fra Olympic Solidarity under IOC.

Månedlig støtte og et rejselegat

Atleterne kan bruge pengene til de formål der passer dem bedst, fx ifb. med daglig træning, tilskud til husleje, aflønning af specialtrænere og lign., træningslejre og konkurrencer, rejseudgifter til OL-kvalifikationskonkurrencer m.m.

Støtten løber fra 1. september 2014 frem til og med OL i august 2016 og er på 500 dollars pr. måned i de 24 måneder samt et rejselegat på 5.000 dollars. Det svarer til i alt 100.000 kr. med den nuværende dollarkurs. Scholarship betales bagud hver 4. måned. Mister atleten sin mulighed for OL-kvalifikation og i sidste ende OL-udtagelse ophører støtten.

Følgende atleter har fået et olympisk scholarship:

•    Jesper Hansen (33 år) Skeet, Københavns Flugtskytte Klub
•    Maja Jager (22 år) Recurve, Broby Bueskytte Klub
•    Mie Ø. Nielsen (17 år), Aalborg Svømmeklub
•    Emma Jørgensen (18 år), Maribo Kajakklub
•    Ida Marie Baad Nielsen (22 år) og Marie Thusgaard (21 år), 49erFX, Aarhus Sejlklub
•    Jonas Warrer (35 år), 49er, Kongelig Dansk Yachtklub
•    Lisbeth Falch Jacobsen (27 år), Bagsværd og Mette Dyrlund (25 år), Danske Studenters Roklub, damedobbeltsculler