Dansk Sejlunion



21. september 2014 17:48 af Flemming Ø. Pedersen

VM slutter med to gange dansk sølv

Jonas Warrer hopper i baljen foran tilskuertribunen. Anders Thomsen har taget turen sekunder forinden. Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion

VM-sølv til Jonas Warrer og Anders Thomsen, der slog australiere på målstregen. Også sølv til Ida Marie Baad og Marie Thusgaard.

VM i OL-klasserne sluttede søndag med fire Medal Races. Heraf to med danskere i medaljekamp. 

Medal Race i 49erFX var et stort moment for dansk sejlsport med rødhvide flag i toppen af tre ud af ti både - foran en propfyldt tilskuertribune i Santander. Meget større bliver det ikke i sejlsport..  

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard var i direkte guldduel med brasilianerne Grael og Kunze. Danskerne var foran ved første topmærkerunding, og længe lignede det en dansk guldmedalje.

Men brasilianerne, der allerede lørdag viste deres styrke i let luft, slog til igen og fangede danskerne undervejs. VM-sølv til Baad og Thusgaard.

Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen slutter VM på en sjetteplads. Maiken og Anne-Julie Foght Schütt bliver nummer ti.

49er i supercomeback
Medal Race hos 49erne blev et om muligt endnu større drama. Bronzemedaljen var aldrig rigtig i fare for Jonas Warrer og Anders Thomsen - men kunne de holde sølvpladsen?

Det krævede, at de sluttede foran OL-guldvinderne Nathan Outteridge og Iain Jensen. Mod slutningen sneg australierne sig foran - og det hele så ud til at være afgjort.

Men på sidste lænseben kom de to både ind fra hver sin side. Danskerne havde mest fart og fik lukket hullet, så de to duellanter krydsede målstregen praktisk talt på samme tid.

Ingen anede, hvem der var først over, før end dommerbåden hev tavlen med rangfølgen op. Danskerne først... 

Dermed VM-sølv til Warrer og Thomsen, der blot har sejlet sammen i tre måneder. Og for Jonas Warrer formentlig en kærkommen oplvevelse at slå Nathan Outteridge på stregen - samme Outteridge, der ved VM for et år siden fik Warrer og Peter Lang diskvalificeret i en sejlads, hvilket formentlig kostede dem en medalje.