Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



17. september 2014 21:13 af Flemming Ø. Pedersen

Rindom sikrer ny OL-plads - og 49er rykker i top-3

Anne-Marie Rindom - klar til Medal Race torsdag. Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion

Anne-Marie Rindom er klar til Medal Race ved VM - og sikrer dermed dansk sejlsport sin anden OL-billet. I 49er rykker Jonas Warrer og Anders Thomsen op på 2. pladsen.

Efter en tung VM-start med en 33. plads i første sejlads blev onsdag et foreløbigt vendepunkt for Danmarks bedste 49er med Jonas Warrer og Anders Thomsen. Dagens tre sejladser i Santander resulterede i tre gange 3. pladser til den danske 49er.  

”Det gik rigtigt godt i dag. Vi vidste, vi var pressede og ikke havde råd til flere fejl. I dag fik vi vist, at vi er der, hvor vi skal være – og at vi kan sejle med om medaljerne,” sagde Jonas Warrer.

Rindom sikrer anden OL-plads
Også Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom havde en vellykket dag med en 2. plads i den enlige sejlads, der blev gennemført. Resultatet rykker Horsens-sejleren op på en samlet 6. plads i VM-stillingen, og hun er dermed kvalificeret til torsdagens Medal Race.

Rindom har ikke mulighed for at nå medaljerne. Til gengæld betyder hendes præstation, at hun har sikrer Danmark en nationsplads ved OL i Rio. Det er Danmarks anden OL-billet, efter at Thorbjørn Schierup forleden sikrede en nationsplads i Laserjollen. 

Høgh faldt tilbage
Finnjollernes tre sejladser onsdag viste, at Jonas Høgh-Christensen trods alt er "menneskelig". Efter sin imponerende 2. plads i tirsdagens åbningssejlads - hans første kapsejlads siden OL - fik han onsdag placeringer som 7, 10 og 17 i de tre sejladser. Samlet ligger han på en 11. plads. 

I kvindernes 49erFX lykkedes det kun at gennemføre en enkelt sejlads - og kun for det ene af de to felter. Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen fik en 3. plads og ligger samlet nummer 5. Maiken og Anne-Julie Foght Schütt er på en samlet 11. plads – efter en 5. plads i dagens sejlads.

Europamestrene Ida Marie Baad og Marie Thusgaard befinder sig i det andet kvalifikationsfelt, der ikke fik sejlet onsdag. Samlet ligger de stadig på en delt førsteplads. 

RS:X-surferen Sebastian Fleischer rykkede onsdag yderligere frem i den samlede stilling til en 15. plads. En dansk OL-plads i klassen er dermed stort set sikret.

Se alle resultater og stillinger ved VM