Dansk Sejlunion



26. september 2014 19:31 af Henrik Tang

Kom til Klubkonference 2014

Dansk Sejlunion kan nu lancere et alsidigt program til Klubkonferencen 2014 d. 21. - 22. november i Vingstedcenteret.

Klubkonferencen 2014 har klubben, dens aktiviteter og dens udvikling som omdrejningspunkt.

Med udgangspunkt i ny viden og masser af inspiration inviterer Klubkonferencen 2014 deltagerne til at dele erfaringer, netværke og få nye værktøjer og energi med hjem til arbejdet i klubben. Målgruppen er klubfolk, unge som voksne, sejlere, ungdomsledere, bestyrelsesmedlemmer, kapsejladsledere mfl.

Konferencen giver også plads til at lære fra erfaringerne fra årets Sejlsportsliga, og hvordan man bedst kan forberede sig til ligaen i 2015, debatter om vigtige emner og et særligt event for de unge deltagere fredag aften.

Konferencen er et vigtigt mødested for Kapsejladsledere, der mødes for at fordybe sig i udviklingen inden for bla. kapsejladsformatter og regler i forbindelse med Kapsejladslederseminaret 2014.

Se alsidigheden i emner for workshops og oplæg herunder, og se alt om Klubkonferencen 2014 ved at klikke på banneret til højre.

  • Vild med Vand - Velkommen på havnen
  • Puls i klubben - fokus på nye aktiviteter
  • Nye vinde  -  strategi for ledelse, organisation og fællesskab 
  • Sølvroret og Sjælland rundt på indersiden – klubber arrangerer nye åbne aktiviteter
  • Tur, oplevelse og fællesskab i klubben 
  • SUP – hvorfor og hvordan?
  • Synlighed – sejlkubbens lokale markedsføring
  • Flere Penge – tips og tricks til fundraising der virker
  • Ligaforening – stiftende generalforsamling
  • Sejlsportsligaen – første sæson og næste skridt
  • Sejlsportsligaen og PULS i klubben
  • Klubbåd og Klubbådsfinans
  • Sportsklubber – hvad er det?
  • Talentudvikling og rekruttering